En amerikansk folkeskole i staten Pennsylvania er kommet ud i lidt af et stormvejr, efter de har givet eleverne en matematikopgave, hvor børnene skal svare på, hvorvidt et barn blev udsat for overgreb af sin mors kæreste, bror eller far.

Nu har skolen Pennridge School District set sig nødsaget til at undskylde for opgaven, som flere forældre kalder 'unødvendig' trods en historisk kontekst.

I opgaven får eleverne følgende udsagn:

'Angelou blev seksuelt krænket af sin mors _______ i en alder af 8, hvilket påvirkede hendes karrierevalg og motivation i forhold til at skrive'.

Herefter kan eleven vælge 'kæreste', 'bror' eller 'far'. Hver person har en talkode, som samtidig er svaret på en matematisk ligning over spørgsmålet.

Næste spørgsmål handler ligeledes om Angelou, som klarer livet som enlig mor ved at ernære sig ved rufferi, prostitution og - skal eleverne gætte - private ulovlige væddemål, salg af narko eller som natklub-danser.

Den stakkels Angelou i skoleopgaven er den anerkendte amerikanske poet og borgerrettighedsforkæmper Maya Angelou, som døde i 2014. Men på de sociale medier mener flere, at spørgsmålene alligevel er upassende og unødvendige - for unge teenagere og for en matematikopgave generelt.

'Pennridge School District har et godt personale, men nogle er forfærdelige. Dette er, hvad nogle undervisere i de yngre klasser mener, er ok at putte i en prøve,' skriver en Twitter-bruger.

'Det er et emne i litteratur-/engelsk-undervisningen eller sundhedsfagene. Unødvendigt i matematikundervisningen.'

Den megen postyr har nu fået skolen til at undskylde matematikprøven, skriver flere amerikanske medier, blandt andet NBC, der citerer en pressemeddelelse fra skolen:

»Vi undskylder over for alle, der er blevet stødt af indholdet i prøven, og vi har taget vores forholdsregler, så lignende ikke sker igen i fremtiden.

Prøven er baseret på Maya Angelous selvbiografi 'I Know Why the Caged Bird Sings', som blandt andet fortæller om forfatterens graviditet i teenageårene, seksuelle overgreb og narkomisbrug.

Ifølge Pennridge School District er prøven downloadet fra en international database på nettet, hvor alle skoler frit kan hente relevante opgaver til deres elever, og den er derfor ikke en fast godkendt del af skolens pensum.

Skolen ønsker ikke at oplyse, hvorvidt den pågældende lærer har fået en reprimande.

Foto: assets.documentcloud.org
Vis mere