En britisk kvinde har tabt hele 99 pund, eller godt 45 kilogram, ved at lægge sin kost om og tro på sig selv.

Det skriver New York Post.

For godt to år siden så den 23-årige Chloe Longstaff et billede, som hun ikke brød sig om. Det var et billede af sig selv til sin brors bryllup, hvor hun var brudepige. Her besluttede hun sig for at forvandle sig selv fra en junkfood-junkie til en helsefreak.

Rejsen har ikke været uden både op- og nedture, men én ting har fulgt Chloe igennem tykt og tyndt, selv på toppen, da den unge kvinde, der måler 160 centimeter vejede næsten 110 kilogram.

'At have troen på sig selv gør, at man er langt mere tilbøjelig til at holde sig til ens plan og opnå ens mål,' skriver hun på sin blog.

Før sit store vægttab kunne et enkelt måltid, for den i dag 23 år gamle brite, bestå af kiks og kager, store chokoladeplader og poser af chips. Overspisningen forsvandt dog ikke automatisk, da hun besluttede sig for, at hun ville være lettere og sundere.

'Selv i begyndelsen af mit vægttab havde jeg perioder, hvor jeg grovåd. Det skete ofte, når jeg havde et 'cheatmeal.' (Et måltid, hvor man spiser lidt usundt for at kunne holde sig motiveret til at spise sundt resten af ugen red.) Her kunne jeg spise en pizza som cheatmeal, nogle gange flankeret af fritter og hvidløgsbrød, men så ville jeg også trænge til noget sødt. Så kunne der godt ryge en plade chokolade, hvorefter jeg ville gå på jagt i skabene. Jeg tænkte for mig selv, at når jeg nu var gået i gang med at spise, så kunne jeg ligeså godt fortsætte.'

I dag viser Chloe Longstaffs badevægt blot 63 kilogram. Kosten er omlagt til en varieret kost og hun får også motioneret. Hun holder øje med, hvad hun spiser hen over en uge, tæller kalorier og sørger for, at energiindtaget hen over ugen er lavere end det, hun forbrænder.

Briten påpeger dog, at hendes sundere hverdag og vaner ikke er kommet fra den ene dag til den anden. Hun har haft succes med at tro på, at hun nok skal kunne komme i bedre form. Udover selvtilliden, der gradvist er blevet stærkere efterhånden som hun har nået sine mål, så råder hun andre fra at falde i sine gamle vaner.

'Det er også vigtigt med evnen til at hanke sig selv op efter en dårlig dag, især når man er en som mig, der spiser på grund af følelser. Jeg kender helt sikkert fristelsen, når man kommer hjem efter en skidt dag og har lyst til at grovæde for at få det bedre - men det er en midlertidig løsning, der både fysisk og psykisk er kortsigtet,' skriver den 23-årige på sin blog.

Hendes bedste råd er at hænge i, selv når man træder ved siden af sin plan, så bør man tilgive sig selv og komme videre med det hele. Så skal det nok lykkes.

'Rejsen har ikke været let, og jeg vil ikke fremstille det som noget, der har været lutter lagkage,' forklarer hun på sin blog.