Da tolvårige Reese i sidste uge gik ned ad gangen på sin skole med sine veninder, blev hun pludselig stoppet af en lærer. Læreren sagde, hendes nederdel var for kort. At hun skulle skifte den. Og at hun så ud som om, hun hørte hjemme på en natklub. Det har fået hendes mor til at rase over den måde, der bliver tænkt i dagens samfund.

I sidste uge fik amerikanske Suzie Webster fra South Carolina en opringning, der gjorde hende oprørt.

I den anden ende af røret var hendes datter Reese, som fortalte, at hun var blevet sendt ned på rektorens kontor på Moultrie Middle School.

Det skriver moderen selv i en længere besked på sin Facebookprofil, hvor den siden har fået stor opmærksomhed og er blevet delt mere end tusind gange.

'Hun (datteren, red.) ringede til mig fra kontoret for at fortælle, at jeg straks måtte komme med hendes bukser, fordi hendes nederdel blev anset for at være for kort,' skriver Suzie.

Artiklen fortsætter under opslaget.

'Hører hjemme på en natklub'

Den tolvårige pige havde ellers forsøgt at forklare læreren og rektoren, at hun flere gange tidligere havde haft nederdelen på i løbet af skoleårets første seks uger uden at høre noget for det.

»Jeg gik ned ad gangen med nogle veninder, da min kunstlærer sagde, at min nederdel var for kort, og at jeg blev nødt til at skifte,« fortæller Reese til det lokale medie Post and Courier.

Men der stoppede læreren ikke. For da Reese var ved at gå ned på kontoret, hørte hun læreren komme med den ubehagelige kommentar til den unge skolepige.

»Hun (læreren, red.) sagde, at jeg så ud som om jeg hørte hjemme på en natklub,« forklarer Reese.

Rektor: Det kunne distrahere drengene

Da hendes mor ankom til skolens kontor, forklarede hun, at hun sammen med datteren havde brugt flere uger på at finde den helt rigtige nederdel, som overholdt skolens krav.

»Reese undskyldte flere gange, og det var tydeligt, at hun følte, hun havde gjort noget galt. Vi brugte flere uger på at finde en nederdel, som var lang nok i forhold til dresscoden, og denne nederdel er akkurat lige så lang som den almindelige nederdel i skoleuniformen,« siger moderen.

Da rektoren selv målte nederdelen og så, at den var lang nok, forklarede hun, at Reese ikke behøvede at skifte den ud med bukserne, som moderen havde taget med. Men pigen var blevet så flov over situationen, at hun alligevel skiftede.

»Mens Reese skiftede, begyndte hendes rektor Hr. Cumberback at forklare mig, at det var nødvendigt at holde et vågent øje med pigernes tøj, fordi drenge på den alder bliver distraheret af pigerne og deres udseende. Så for at kontrollere det, var det nødvendigt at sikre sig, at nederdelene var lange nok,« skriver Suzie og tilføjer:

»Hvad i alverden? Det er lige præcis dét, der er problemet med vores samfund i dag. Min datter blev flov, blev ydmyget foran sine klassekammerater og tvunget til at føle sig som en uartig pige, fordi drenge ikke kan kontrollere deres beskidte tanker?«

Artiklen fortsætter under billedet.

Tolvårige Reese blev sendt ned på skolens kontor, da en lærer mente, hendes nederdel var alt for kort.
Tolvårige Reese blev sendt ned på skolens kontor, da en lærer mente, hendes nederdel var alt for kort. Foto: Suzie Webster / Facebook
Vis mere

Valgte at tage nederdelen på igen

Hun bad derfor rektoren om at stoppe med at snakke, men alligevel fortalte han det samme til Reese, da hun var færdig med at klæde om.

»Jeg kan godt forstå, at der skal være en grænse, men burde man ikke fokusere på at lære vores sønner at være gentlemænd og at fokusere på deres lektier, frem for at fokusere på hvor meget hud, vores døtre viser? Det er hårdt nok at opdrage piger til at have en positiv selvtillid og et positivt kropsbillede uden at bekymre sig for, om de bliver ydmyget af deres lærere. Alle har en forskellig kropsform, og det er trist at tænke på, at piger, der mere udviklede, bliver hetzet for den måde, de ser ud i deres tøj. Det er bare helt forkert,« slutter Suzie sit opslag.

Selv afviser skolen i en udtalelse til ABC, at det har været skolens intention at få den tolvårige pige til at føle, at hun havde gjort noget forkert.

»I denne situation mener vi, at rektoren ikke med vilje fik eleven til at føle sig pinlig berørt. Han fortalte aldrig hverken hende eller moderen, at hun ikke måtte have nederdelen på, men han bad hende om at være bevidst om reglerne,« skriver skolen.

Dog har læreren, som kom med den ubehagelige kommentar til Reese fået en irettesættelse af rektoren.

Da Reese dagen efter mødet med rektoren og læreren havde fødselsdag, valgte hun at tage nederdelen på igen.

»Det var hendes valg, ikke mit,« fortæller moderen.