Den norske skiskytte Ole Einar Bjørndalen har valgt at forlænge karrieren til, han bliver 42. Dermed kan den vinterolympiske histories mest vindende atlet få VM-medaljer med i afskedshøsten.

Det var meningen, at Ole Einar Bjørndalen som 40-årig skulle skyde og stave sig ind i historien som mest vindende deltager ved vinter-OL gennem tiderne. Det skete også.

Den norske skiskytte tog sin 12. og 13. guldmedalje og kunne gå på skipension med god samvittighed. Men den simple og værdige afsked var ikke nok til at få den dedikerede legende til at sige endeligt farvel alligevel.

Tirsdag meddelte Bjørndalen, at han blot få uger efter vinter-OL i russiske Sotji er klar til at tage to år mere og dermed forære sig selv chancen for at deltage i VM på hjemmebane i Holmenkollen i 2016. En mulighed for også at nå sit 20. verdensmesterskab.

- Det føles rigtigt at fortsætte, jeg kan ikke stoppe nu, siger Ole Einar Bjørndalen til det norske medie VG. Der var stadig mere 'power' i den midaldrende krop.

Men beslutningen har ikke været en beskeden afvejning af at have svært ved at overskue et farvel til et trænings- og konkurrencemiljø, der optager alle de bedste timer, når man er verdenselite i en af de mest krævende udholdenhedsdiscipliner.

Konsekvenserne for helbredet har betydet en del i Bjørndalens overvejelser, efter en længere periode med mange rygskader og virusproblemer. Men i år isolerede Ole Einar Bjørndalen sig til enetræning og blev væk fra mange konkurrenceløb for at kunne styre belastningen og opbygningen af form under kontrollerede forhold.

Nu taler Ole Einar Bjørndalen om at blive endnu bedre i det, der bliver hans 21. og 22. sæson som del af verdenseliten. Ellers havde han ikke valgt at fortsætte.

Men når lægen gav ham grund til at tro, fysikken kunne holde til det, indeholdt valget også et argument i den måde, Ole Einar Bjørndalen har passet på sig selv undervejs. Og en ignorering af frygt for at tabe ansigt.

- Jeg føler ikke, at jeg har så meget at tabe. Jeg er villig til at tage risikoen, og jeg er mindre bange for at mislykkes end nogensinde. Går det helt galt, så bliver jeg selvfølgelig rasende, men det vil også motivere mig. Nu kan jeg bruge erfaringen til at udvikle mig videre og gribe nye muligheder. Det bliver et af mine sidste projekter, som jeg går 100 procent ind for, siger Ole Einar Bjørndalen.

Allerede torsdag er Ole Einar Bjørndalen i sneen med gevær på ryggen og startnummer på maven, når han deltager i World Cup-løbet i slovenske Pokljuka.