Åbningsceremonien var ikke en gang skudt i gang, før de paralympiske vinterlege i russiske Sotji var ramt af en dopingskandale.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den italienske slædehockeyspiller Igor Stella er blevet suspenderet, efter han er testet positiv for brugen af anabolske steroider. Sådan lyder meldingen fra Italiens paralympiske komité ifølge Reuters.

Igor Stella blev afsløret i en ikke-annonceret dopingtest, hvor blod- og urinprøver efterfølgende viste spor af det forbudte stof clobetasol.

Den italienske komité siger ifølge Reuters, at stoffet ifølge Igor Stella stammer fra den creme, som han har brugt til at behandle sine liggesår med.

Den 23-årige angriber har spillet for det italienske mandskab siden 2008.