Det danske IOC-medlem Poul Erik Høyer er ærgerlig over, at Oslo har trukket sin anmodning som værtsnation ved vinter-OL 2022 og erkender, at de mange krav skal kigges igennem.

Onsdag valgte Oslo at trække deres ansøgning om værtsskabet for vinter-OL i 2022 tilbage på grund af en lang række opsigtsvækkende krav, der var blevet stillet til værtsbyen af IOC.

- Der er ingen tvivl om, at vi er nødsaget til at se seriøst på de krav, som IOC stiller. For når alt kommer til alt, så er IOC's interesse at have så mange med som muligt. Vi vil ikke den vej, hvor der kun er ganske få, der har mulighed for at få værtsskabet, fortæller Poul Erik Høyer til BT.

Den tidligere badmintonspiller fortæller, at det er alt for tidligt i processen, at der kun er to kandidater tilbage at vælge imellem.

- Det er klart, at det er noget, som vi bliver nødt til at reagere på. IOC tager det ret seriøst, for når der til at starte med var syv lande, der havde interesse i at afholde vinter-OL 2022, og vi nu står tilbage med to, så er der røget for mange fra. Det er alt for tidligt i processen. Så det er vi helt klart nødt til at reagere på, siger han.

De to tilbageværende byer er Almaty i Kazakhstan og Beijing i Kina, og Poul Erik Høyer er ærgerlig over, at der kun er de to at vælge imellem. Nu skal IOC sætte sig og analysere på, hvorfor det gik galt i Norge. Det er nemlig vigtigt, at alle lande føler, at de kan ansøge om både sommer- og vinter-OL, siger Poul Erik Høyer.

- Vi må se, hvad vi kan gøre for at tilnærme os. Jeg tror, at det, vi i første omgang skal gøre, er at analysere og få en snak omkring, hvad der egentlig skete med Norge. Hvad er det, der bevæger sig, og hvor er det vi skal agere hen imod for, at samme situation ikke sker igen. For det skal jo være hele verden, der har muligheden for - og kan være med til at byde på både sommer- og vinter-OL, lyder det afslutningsvis fra Poul Erik Høyer.