Han har vundet 8. sæson af Vild med dans, da han dansede med Sophie Fjellvang-Sølling og har danset tre andre partnere til en andenplads. Nu er Silas Holst klar til at vinde dette års udgave af Vild med dans.

Efter et års pause fra det populære program, der i den grad gav Silas Holst hans store gennembrud, er han nu tilbage i dansekonkurrencen. Og i år har han to udfodringer, han bare skal bestå: Slå sin mand, Johannes Nymark, der skal danse med Claudia Rex, der også har vundet programmet før. Og så danse Sara Maria Franch-Mærkedahl helt til tops.

Det sidste føler den erfarne professionelle danser sig ret sikker på.

Vild med dans-deltagere 2014 fællesbillede


- Ja, det tror jeg. Jeg er meget optimistisk, for Sara Maria har potentiale til, vi godt kan gå hen og vinde. Jeg er meget imponeret over hende, selv om vi kun har danset en dans, siger Silas Holst til bt.dk på spørgsmålet om, han står med en vinder ved sin side.

- Vi lovede også hinanden ved det første møde, at vi skal vinde Vild med Dans, fortæller Silas Holst.

- Og jeg skal også slå min mand. Han kan ikke have håneretten over mig på min egen hjemmebane. I vores eget hjem. Det går simpelthen ikke,, siger Silas Holst og ryster på hovedet og tilføjer:

- Det er den største konkurrence, jeg kører i år. Det er mod ham, fastslår den tidligere vinder og flere gange finaledeltager.