Katrine Fruelund håber at tage alt det feminine med sig, hun lærer i ’Vild med dans’.

Den tidligere jernlady fra kvindelandsholdet i håndbold har det altså bedst i et par bukser. Alligevel har den hårde dansetræning til ’Vild med dans’ formået at få Katrine Fruelund til at føle sig godt tilpas i en kjole.

På håndboldbanen fik hun frygten frem i modspillernes øjne, når hun som playmaker brutalt kæmpede sig gennem muren af forsvarsspillere og så tyrede håndbolden direkte ind i målet med turbofart. Dér, på håndboldbanen, følte ’Frue’ sig helt hjemme.

Men nu er drengepigen på udebane. Det lægger den tidligere dobbelte OL- og EM-vinder heller ikke skjul på. For dét at trække i kjoler overtrukket med pailletter, stikke de skadede fødder ned i højhælede sko og få sat hår og lagt makeup, har åbnet en helt ny og feminin verden for Katrine Fruelund.

Pigepige

»Jeg synes, det er fedt at sidde i makeuppen og se den transformation, der sker,« siger Katrine Fruelund og hentyder til, at spejlbilledet fredag aften er helt anderledes end til daglig, hvor hun højst svinger sig op til at komme mascara på vipperne.

Men det er svært for drengepigen at blive til en pigepige, der går og danser i højhælede sko.

»Det har været en udfordring for mig at gå i højhælede sko. For jeg får simpelthen så ondt i fødderne, når jeg har haft højhælede sko på til en fest,« fortæller den 37-årige tidligere jernlady.

Det er også kun ved særlig festlige lejligheder, at playmakeren fra Randers er trukket i en kjole. Men det har bare få ugers deltagelse i ’Vild med dans’ ændret på. Og det kan hun takke sin dansepartner Aslak Amtrup for. De to træner sammen hver dag i tre timer i Randers, hvor Katrine Fruelund bor til daglig, og hvor BT har fået lov til at komme på besøg i træningssalen.

»Jeg håber, at når ’Vild med dans’ er ovre, at der er faldet lidt mere af det feminine af på mig, så jeg godt kan have en kjole på derhjemme, uden at jeg føler mig for fin. For det var jo kun til mormor og morfars guldbryllup, og når man skulle være fin, at jeg havde kjole på,« fortæller hun i en kort pause fra træningen.

De højhælede dansesko plager i den grad den tidligere playmaker Katrine Fruelund på grund af de mange skader, hun har i fødderne fra sin håndboldtid.
De højhælede dansesko plager i den grad den tidligere playmaker Katrine Fruelund på grund af de mange skader, hun har i fødderne fra sin håndboldtid.
Vis mere

Men det er ikke kun dans, der bliver øvet. Aslak Amtrup kæmper nemlig med at få trukket alt det maskuline ud af sin partner. For allerede ved den første træning stod det nemlig klart, at den største udfordring ville blive at få Katrine Fruelund til at føle sig feminin og sexet,

»Derfor bruger vi også meget tid på at øve, hvordan man fører en hånd, en arm, hvordan man går, og hvordan man holder hovedet,« fortæller Aslak Amtrup.

»Ja, det der med at føre arme og sådan noget, det er jeg bare ikke god til,« erkender Katrine Fruelund med et skævt smil og krydser fingre for, at hun ikke ender i omdans igen i aften.