Selv om han smilede tappert, var det krystalklart, at skuespilleren Thomas Bo Larsen var en meget skuffet mand fredag aften, da Vild med dans havde premiere på sin niende sæson.

Bo Larsens forstuvning i knæet giver ham så mange smerter, at lægen bestemt har ordineret ro til knæet.

Derfor kom han og Mie Moltke til at sidde over i den fælles holddans, som parret ellers skulle have vist sammen med fire andre par. Og som dommerne gav en fælles karakter på 18 point for.

- Vi har besluttet, at Thomas og Mie også får lov til at få de point, siger Gitte Madsen kort før Vild med dans går i luften.

Men det er en meget skuffet Thomas Bo Larsen BT taler med, da aftens program er slut, de seks danse er blevet vist og kameraerne er blevet slukket. Thomas Bo er skuffet, for det er nemlig langt fra sikkert, at han bliver helt klar til på fredag.

Får behandling dagligt

- Jeg får behandling af vores massør hver dag. Men lægerne har faktisk sagt, jeg skal holde mig i ro i 14 dage, lyder det fra en nedslået Thomas Bo Larsen, mens han støtter sig til sin krykke.

Den fatale skade skete torsdag eftermiddag i Mie Moltkes dansestudio på Nørrebro under parrets dagelige træning.

- Jeg havde inviteret noget publikum til at komme og se os træne. Og så skulle jeg jo lige give den ekstra gas, mens vi dansede. Men mens jeg svingede Mie, kom jeg til at lave en bevægelse, som fik mit knæ til at skride ud og det er forstuvet, fortæller Thomas Bo Larsen, der også indrømmer, at han er plaget af smerter og derfor er på smertestillende midler.