Trods endnu en sløj dansepræstation i 'Vild med dans' blev Allan Simonsen igen i lørdags stemt videre af seerne. Derfor tager flere bookmakere nu konsekvensen af fodboldspillerens nyfundne kultstatus og sender ham op blandt favoritterne til at vinde konkurrencen.

Fodboldlegenden Allan Simonsen og danseren Sofie Kruuse har siden første udsendelse ligget i bund hos alle bookmakere. Fredag efter fredag har bookmakerne spået, at nu ville fodboldlegenden ryge ud, men hver gang har seerne skånet den knap så dansedygtige Simonsen. Men efter flere ugers kritik og begejstring omkring Allan Simonsen har bookmakerne nu vendt og op ned på programmets vindere og tabere.

De tre så undertippede kendisser er nu de største favoritter til at vinde. Hos Betsafe betaler Mads Laudrup pengene 3,20 gange igen efterfulgt af Blomsterberg til odds 4,30 og Simonsen til odds 4,50.

- Allan Simonsens deltagelse i 'Vild med dans' minder på mange måder om Klods Hans-eventyret. Han er ikke en god danser, men hans insisterende forsøg bliver belønnet af seerne. Det har ændret hele præmissen for programmet og dermed også for vores odds”, forklarer Thomas Holm, der er oddssætter hos Betsafe og fortsætter:

- Simonsen har udviklet sig til en kultfigur blandt mange af seerne. Og der er heller ingen tvivl om at hans fodboldbaggrund har tiltrukket et mandligt publikum, som normalt ikke ville følge programmet, siger Thomas Holm.

Bookmakere tjener styrtende på Simonsen

Også hos Danske Spil har bookmakerne ændret fodboldlegendens placering.

- Allan Simonsen har smadret alt logisk tankegang i forhold til de andre år. Hans nuværende placering som næstfavorit hos os har dog ikke noget at gøre med, hvordan spillene kommer. Det er bedømt ud fra, at folk går så meget amok, at seerne måske kører ham hele vejen til tops. Og det er vi bange for godt kan ske, siger oddssætter Jan Trier fra Danske Spil.

Ifølge ham tjener Danske Spil i øjeblikket styrtende på, at Allan Simonsen går videre, da folk stadig oddser på, at han ryger ud næste gang.

- 80 % af ugens omsætning kommer fra folk, der oddser på, at det er ham, der ryger ud næste gang. Selv efter lørdagens udsendelse kommer der stadig penge på, at han ryger ud, fortæller Jam Trier fra Danske Spil.

De fleste bookmakere har i øjeblikket fodboldspilleren Mads Laudrup og danseren Claudia Rex som favorit til at vinde 'Vild med dans,' mens de fleste regner med, at skuespillerne Thomas Ernst og partneren Malene Østergaard ryger ud på fredag.

Dermed ser det i øjeblikket ud til, at det bliver en 'Vild med dans-finale' mellem en tidligere og en spirende fodboldspiller.