Sidste år dansede Claudia Rex og Joakim Ingversen sig til en sejr i ’Vild med dans,’ og nu er danseparret blevet kærester, oplyser Claudia Rex til bt.dk

- Vi har været kærester en lille måneds tid og tager det helt stille og roligt. Vi skal lige finde ud af, hvordan det er at gå fra at være venner til kærester, siger Claudia Rex.

Den 26-årige danser havde en kæreste, da hun vandt ’Vild med dans’ sammen med tv-værten Joakim Ingversen, og hun afviser, at der var mere end venskab mellem de to under danseprogrammet.

- Vi var kun venner dengang. Jeg havde jo Martin. Men så blev jeg single, og da jeg kom mig over Martin, så voksede der bare nogle følelser frem mellem Joakim og mig. Nu er vi kærester, og det er bare rigtig dejligt, fortæller en glad Claudia Rex.

Hun kan ikke huske præcis, hvornår venskabet gled over i stærkere følelser.

- Jeg er ikke typen, der lytter særlig meget til mine følelser, men lige pludselig kunne jeg bare mærke, at der var noget der, siger Claudia Rex, der ikke er i tvivl om, hvad hun faldt for ved tv-værten.

- Han er skidesjov, og han er bare en god fyr. Rigtig charmerende. Og så er vi bare gode sammen. Det er svært at sætte ord på, det er jo så nyt, griner hun.

Claudia er ikke bange for, at Joakim skal føle sig truet af, at hun i år skal danse med den 24-årige fodboldspiller Mads Laudrup.

- Joakim var med i gamet sidste år, så han ved jo også godt, at der ikke ligger mere i det. Der var jo ikke noget mellem os under ’Vild med dans,’ så det tager han meget stille og roligt. Han arbejder jo derude, så han kommer tit ned om fredagen og siger hej.

Selvom Claudia Rex og Joakim Ingversen ikke danser sammen længere, bruger hun ham nogle gange som prøvekanin inden træningen med Mads Laudrup.

- Nogle gange skal jeg lige prøve nogle moves af, inden jeg lærer Mads dem. Men vi danser ikke sammen. I hvert fald ikke lige nu, griner Claudia Rex.

Den 26-årige danser tror ikke, at ’Vild med dans’ har en speciel indvirkning på, om parrene bliver kærester efter programmet.

- Jeg tror bare, at det er tilfældet, at der er to personer, der bliver machet og har en god energi. Man skaber jo et vildt stærkt bånd sammen, og hvis folk klikker det ekstra, så er det bare en bonus, siger hun.