Sangerinden Sanne Salomonsen så som altid smilende og selvsikker ud, da hun stod på scenen til aftenens 'Vild med dans'-show.  Men indeni var den rutinerede rockmama højst usædvanligt nervøs før sin optræden.

Årsagen var Sanne Salonsens sang 'Overgi'r Mig Langsomt', som hun skulle synge live under Mads Laudrups vals med dansepartner Claudia Rex. Det fortalte hun til bt.dk

Sangen skrev sanger Mads Langer nemlig til Sanne Salomonsen, da hun var frygteligt syg af en blodprop, der ramte hende i hjernen i  2006.

Det vækker så mange minder og følelser, at den 57-årige rockmama faktisk ikke har været i stand til at optræde med balladen før aftenens 'Vild med dans' kvartfinale.

- Den sang har simpelthen fået mig til at bryde grædende sammen hver eneste gang, da den minder mig om de følelser, jeg havde til min søn, da jeg vågnede op igen. Men i aften har jeg besluttet mig for at tage mig sammen. Det er som at gå til en eksamen, og jeg har øvet igen og igen, så det ikke sker. Og heldigvis stopper vi lige inden det sværeste sted, lød det fra Sanne Salomonsen, lige før danseshowets start.

Samme blodprop som Bundesen

I lørdags til Danish Music Awards gik hendes sygdomsramte og svækkede kollega og gode ven, Michael Bundesen, på scenen for første gang, siden han i 2011 ligeledes blev ramt af en blodprop i hjernen.

Og det påvirker Sanne Salomonsen, der har oplevet, hvad han nu går igennem.

- Michael og jeg er venner og ses privat, og jeg blev meget rørt over at se ham til Danish Music Awards. Og meget glad. Det kræver mod, fortæller Sanne Salomonsen, der selv husker, da hun selv skulle 'back to business' efter sit sygdomsforløb og genoptræning efter blodproppen.

- Det var meget grænseoverskridende og for mig meget rørende. Det kræver enormt meget arbejde og vilje. Men jeg ville have mit liv tilbage, og det fik jeg, siger hun.

Sanne Salomonsen  har tidligere fortalt til BT, hvordan hun har brugt sine egne erfaringer i forsøg på at hjælpe sin gamle Shu-bi-dua-ven. Blandt andet ved at guide ham til at ride, hvilket han gik med til.

- Jo jo. Så ringede han her forleden og sagde: ’Sanne, nu har jeg været ude at ride’. Jeg tror så ikke, det var, fordi han syntes, det var fedt, men han betragter det som et terapeutisk redskab, fortalte Sanne Salomonsen tidligere.

Men om Michael Bundesen vil gøre ligeså stort comeback som hun selv, er ikke til at sige endnu.

- Der er ikke to tilfælde, der er ens, uanset hvor meget vilje, man har, lyder det fra den 57-årige rockmama.