De to finalepar i Vild med Dans 2012 er fundet. Kampen kommer til at stå mellem skuespiller Louise Mieritz med partner Silas Holst og tv-vært Joakim Ingversen med partner Claudia Rex.

Skulle det lykkes Louise Mieritz og Silas Holst at vinde, vil det næppe komme som en overraskelse for nogen. Gennem hele denne sæson Vild med dans har parret nemlig været blandt de absolutte favoritter hos bookmakerne.

Mere overraskende er det derimod, at Joakim Ingversen nu har klaret den hele vejen til finalen. Og det var en meget glad og rørt tv-vært, bt.dk mødte efter showet.

- Jeg var bare inden i en bobbel med Claudia. Jeg kunne slet ikke sige noget, fortæller Joakim Ingversen, som også havde sin familie med i studiet.

Ingen fest, kun træning

Parret understreger, at de ikke skal ud og fejre noget i aften. Fra nu af står den på endnu mere hård træning op til finalen næste uge.

Joakim Ingversen har nu bevist, at han ikke er helt tabt bag en vogn, hvad angår dans. Men det har krævet mange timer i træningslokalet, hvor parret har brugt op mod otte timer om dagen i den seneste uge.

- Jeg har kunne se et potentiale i Joakim fra starten, men jeg har taget en uge af gangen, siger en glad Claudia Rex.

For Louise Spellerberg og Mads Vads gik wienervalsen ikke helt efter planen denne fredag aften. Parret scorede de laveste karakterer hos dommerne og måtte også efter publikums sms-stemmer smide håndklædet i ringen og forlade Vild med dans 2012.