Kiloene er raslet af den ’Vild med dans’-aktuelle sangerinde Julie Berthelsen, siden hun fødte sit andet barn i foråret

For et år siden viste badevægten 102 kilo. Det var lige efter fødslen af hendes andet barn. Men nu er Julie Berthelsen med al træningen i ’Vild med dans’ på vej mod sin idealvægt, der efter hendes opfattelse er 76 kilo.

Hun er ikke et lille nips, som man kan knipse væk. Og selvom Julie Berthelsen selv for længst er kommet overens med, at hun aldrig kommer til at krybe i en størrelse 36, så var de 102 barselskilo alligevel i overkanten. Især når man er mor til to små børn, der både skal løftes og bæres. Kroppen kunne ikke rigtig følge med. Derfor passede det også som fod i hose, da hun blev tilbudt at være med i det populære danseprogram, der fredag aften er seermagnet på TV2. De mange timers dansetræning har da også allerede givet resultater.

’Fødslerne påvirkede vægten

»Lige efter jeg havde født (datteren Sia, red), vejede jeg 102 kg. Men inden jeg begyndte med ’Vild med dans’, havde jeg smidt de første 15 kg. Nu mangler jeg knap 10 kg for at nå ned på min idealvægt, som er 76 kilo, for jeg kommer aldrig ned under 75 kg,« fastslår den 37-årige sangerinde i en pause fra prøvningen af den kjole, hun skal have på i aftenens program, hvor hun skal danse salsa med partneren Marc Christensen. Den dansk/grønlandske sangerinde tog seerne med storm i 2002, da hun medvirkede i talentprogrammet Popstars. Dengang var hun både en yngre, men også mere slank udgave. Det forhold ændrede sig, da hun for seks år siden ventede sit og håndboldkæresten Minik Dahl Høeghs første barn. Da tog hun nemlig 25 kilo på. Og selv om det med jerndisciplin lykkedes hende at smide barselskiloene, så steg vægten igen med 28 kg under den anden graviditet.

Vægttabet skal ses, ikke måles

Selvom hun af princip ikke vejer sig skematisk, faktisk vejer hun sig overhovedet ikke, så har sangerinden ikke kunnet undgå både at se og høre, at der er blevet mindre af hende.

»Jeg får flere kommentarer fra folk, men selvfølgelig kan jeg også selv se det. Og mærke det. Jeg har også lagt mærke til, at når jeg går ned i knæ og løfter den tunge baby op, kan jeg nu mærke styrken i benene,« siger hun.

Hvor mange kilo der er røget siden ’Vild med dans’ træningen begyndte, aner hun ikke. Men bh’erne fra sidste år sidder nu løsere, taljen er blevet mere markeret, og ansigtet er blevet smallere.

Alligevel holder hun fast i sit nytårsforsæt og skyr badevægten.

I stedet satser hun på at se, hvor meget hun er svundet ind i omfang, når systuen skal tage nye mål af hende.

»Hvis Marc og jeg går videre, så skal de måle mig i næste uge. For jeg vil hellere måle mit vægttab på, hvad jeg kan se. Og at jeg kan mærke, at min krop bliver stærkere,« siger hun.

For et år siden viste vægten 102 kg. Siden er kiloene stille og roligt sivet, så hun i dag har idealvægtten på 76 kg indenfor rækkevidde. Foto: Sophia Juliane Lydolph
For et år siden viste vægten 102 kg. Siden er kiloene stille og roligt sivet, så hun i dag har idealvægtten på 76 kg indenfor rækkevidde. Foto: Sophia Juliane Lydolph Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere