Jeanette Ottesen Gray havde inden aftenens dans spået, at den ville blive hendes sidste i Vild med dans.
En OL-svømmers mavefornemmelse for eget talent holder ofte stik, og allerede fredag eftermiddag spåede Jeanette Ottesens Gray, at hendes fredage i Vild med dans var talte. Hun havde kun et ’pyt’, et smil og et skuldertræk til overs, da seerne i aftes stemte hende tilbage til svømmebassinet.
Hun havde ellers kæmpet bravt hele ugen og rejste oven i købet med sin dansepartner Marc Christensen på studietur til London for ikke at misse træningstimer.
Det udløste i aftes både ros fra dommerne og en førsteplads i den salsamaraton, hvor parrene et for et blev prikket ud.
Alligevel havde det 24-årige sportstalent ret, da hun forinden havde forudsagt, at aftenen ville blive hendes sidste i Vild med dans-regi. Og måske derfor var der ikke mange ord og slet ingen tårer at spore hos svømmepigen.
- Hvad skal jeg sige, sagde Jeanette Ottesen Gray, da BT mødte hende i minutterne efter udstemningen. Hun smilede stort og fingerede lidt ved sin kjoles mange smukke pailletter og frynser i mangel på ord.
- Det er jo ikke OL, det her. Det er bare et tv-program. Jeg ved ikke, om jeg er afklaret, men jeg skal ikke ud og græde eller afreagere bagefter. Det er der ikke grund til. Seerne har stemt, og sådan er det, lød det med noget mere afklaret mine, end tidligere udstemte deltagere har præsteret i Vild med dans-historien.
Se billederne: Høje benløft og sjove grimasser i Vild med Dans
Skuffelsen var i virkeligheden nok en anelse større hos hendes dansepartner Marc Christensen, men ingen af de to kunne pege på store fodfejl.
- Selvfølgelig lavede vi fejl i aftes, det gør vi altid, grinede Ottesen, inden Marc trak af med hende.
Fodfejl var der heller ikke mange af, mente dommerne.
- Hvor er du smuk, Jeanette. Og nu er du det også, når du danser, sagde Britt Bendixen, med en slet skjult hilsen til sidste ugers knap så flatterende trin fra hendes fødder.
Dommer Anne Laxholm mente, at hun måtte læne sig for meget op af makkeren Marc.
- Der var steder, hvor du, ja, lænede dig for meget op af din dansepartner, sagde Laxholm, inden Jens Verner tog over og gav hende en længe ventet ros:
- Der er ligeså svært at feje en gårdsplads med en vatpind som at danse en rumba. Det er svært. Men Marc har hævet niveauet, og du levede fuldt op til det, sagde Jens Verner.
Seerne sendte hende ud
Trods pæne point, 31 inklusiv maratonsalsaen, sendte seerne hende i omdans og til sidst helt ud.
Forud for showet ville deltagerne ikke kigge dybt i krystalkuglen og spå om, hvem der skulle hjem, men det ville bookmakerne, der rigtigt nok spåede, at svømmeren ville ryge ud. Til gengæld kunne de ikke se, at skuespiller Camilla Bendix og dansepartneren Michael Olesen skulle stå i dødsbananen. Olesen var ’skidenervøs’ under omdansen, men den tog Bendix med sindsro.
- Jeg var egentlig ikke så nervøs. Jeg følte mig ret sikker, men det skal man passe på med, har jeg lært. Jeg havde ikke engang taget min telefon med ned og stemt på mig selv, som jeg ellers plejer. Men det vil jeg gøre næste gang, og jeg vil opfordre seerne til det samme, sagde en tydeligt lettet Camilla Bendix efterfølgende.
Generelt lå pointniveauet højt i det fjerde sidste program. Sædvanlig vis dansede skuespiller Louise Mieritz en drøm af rumba med sin partner Silas Holst, og dommerne - med undtagelse af en tvær Jens Verner - kvitterede med aftenens toppoint på 30.
På næste fredag står blot fire par i den såkaldte dødsbanan, hvor programmet forlænges til efter ungernes sengetid på grund af indsamlingsshowet ‘Knæk Cancer’, som der danses til fordel for.



