I disse dage kan du opleve sangeren James Sampson på de bonede gulve, når han optræder som nydanser i TV 2s populære danseprogram ’Vild med dans’. Men i Sampsons unge år var der nok langt til tankerne om at danse i den bedste sendetid i Danmark. Da han gik i high school, delte han nemlig skab med selveste Snoop Dogg og var nede med flere andre store rappere.

Når man lytter til flere af James Sampsons største hits, fra de tidlige 00’ere, så er det ikke umiddelbart til at spore, at James Sampson, der er født i Lynwood, Californien, under sin tid på high school faktisk kendte folk, som skulle blive giganter i hiphop-verdenen. Nemlig Snoop Dogg, Warren G og Nate Dogg.

Og det var ikke bare på afstand, James Sampson kendte Snoop Dogg. Faktisk delte han skab med ham, da de gik på samme high school. Det fortæller James Sampson til BT.

»Ja, det er rigtigt. Jeg kender Snoop. Han er ikke en af mine gode venner, men vi delte skab, dengang vi gik på high school sammen,« siger James Sampson, som for alvor blev et kendt navn herhjemme i lille Danmark, da han i 2001 vandt DR’s talentkonkurrence ’Stjerne for en aften’.

»Det skete på den måde, at min fætter, som er et ret stort producernavn i USA, kendte Snoop, som skulle skifte high school. Det var midt i året, så der var ingen ledige skabe tilbage. Og så spurgte min fætter, om jeg ikke kunne dele med ham. Og det var ikke noget problem. Så vi delte skab i ca. et halvt år,« fortæller James Sampson om Snoop Dogg, som har det borgerlige navn Calvin Broadus.

I det hele taget kendte James Sampson et par af de fyre, som skulle komme til at definere hiphop-musikken. Selvom han ikke hang helt de samme steder som dem i sin fritid.

»Jeg kendte også Warren G og Nate Dogg. Og jeg kender stadig Snoop. Men jeg kendte dem hovedsagligt fra skolen. Og jeg kom ikke rigtig i det samme miljø som dem,« uddyber James Sampson, som oplever, at specielt unge mennesker synes, den forbindelse er sjov.

»Jeg tror, det er en historie, som mange, specielt teenagere, synes er ret sjovt, når de hører det,« siger James Sampson med et grin.

Fredag aften er James Sampson at finde meget langt fra hiphop og Californien, når han skal forsøge at danse sig videre på de bonede gulve i ’Vild med dans’.

Det kan du læse meget mere om fredag aften her på BT.