Årets 'Vild med dans'-sæson er kun omkring en uge fra at blive skudt i gang. Og det betyder, at alle danserne er blevet præsenteret. En af deltagerne er sangeren James Sampson (44), som mange kvinder uden tvivl har et godt øje til. Men hvad tænker sangeren selv om det?

Det fortalte Sampson BT om i forbindelse med præsentationen af årets dansere i 'Vild med dans'.

Hvordan er det at være en af Danmarks lækreste og mest attraktive mænd?

»Det vidste jeg ikke noget om. Hvis det passer, så er det dejligt. Men det tvivler jeg stærkt på. Men jeg tager det som et kompliment,« siger James Sampson med et stort smil på læben.

Læs også:

Tilbage i 2001 vandt James Sampson ’Stjerne for en aften’. Og efterfølgende udgav han albummet ’James’, der solgte imponerende 95.000 eksemplarer. Ikke længe efter fulgte han op med albummet ’All I Want’, som solgte 40.000 eksemplarer.

Dermed var James Sampson et stort navn på den danske musikscene i begyndelsen af dette årtusinde. Sidenhen er han forsvundet en smule ud ad rampelyset. Men nu får tusindevis af danskere mulighed for at se ham fast på TV 2 hver fredag aften – hvis han når langt i dansekonkurrencen, som han valgte at takke ja til at deltage i for at prøve noget nyt.

»Jeg tænkte, det ville være fedt med en udfordring. Og det ville være fedt at prøve noget nyt. Samtidig tænkte jeg, at jeg kunne lære at danse, så jeg kunne invitere min kone, som jeg har været gift med i 21 år, ud at danse,« forklarer James Sampson.

Læs også:

Du kan se resten af interviewet med James Sampson øverst i artiklen.

Første udgave af denne sæson af Vild med dans løber af stablen fredag 11. september på TV 2.