Næste gang kendte danskere danser op til cha cha cha og tango, så bliver det med en ny vært ved Claus Elmings side. Christiane Schaumburg-Müller meddelte nemlig i går mandag, at hun forlader TV2 til fordel for et nyt job hos SBS TV.

Hvem der skal overtage Christianes værtsjob i det populære danseprogram, er endnu usikkert, men bookmakerne har allerede flere gode bud – og en klar favorit.

Bookmakerbureauet NordicBets favorit er den nuværende 'Go'morgen Danmark'-vært Ibi Støving. Det skriver Tvtid.dk.

- Fra at sprede godt humør inden hr. og fru Danmark tager på arbejde, kommer hun nu til at sende os godt ind i weekenden. Christiane Schaumburg-Müller var utroligt populær, og det bliver en svær position at overtage. Men som Christiane har Ibi et smittende smil og latter, som vi tror, bliver godt modtaget på de bonede gulve, lyder forudsigelsen til Tvtid.dk fra odssætter hos NordicBet Michael Marcuslund.

SE BILLEDERNE: HER ER ALLE FAVORITTERNE TIL CHRISTIANE I VILD MED DANS

Er du på fra mobilen kan du se billederne her

Ibi Støving har tidligere været vært på tre sæsoner af Paradise Hotel på TV3, på Boligprogrammet ’Velkommen Hjem’, Brystgalla 2009, samt ’4 Bryllupper’ – også på Tv3. I 2011 tog hun springet fra TV3 til TV2, hvor hun først lavet Weekend Weekend og siden hen GO' Morgen Danmark. At hun allerede er ansat hos TV2, vil kun gøre forhandlingerne lettere, forklarer Michael Marcuslund.

Og sidst med ikke mindst, så er dans ikke ukendt for Ibi Støving. Hun har tidligere været balletdanser på Det Jyske Balletakademi i Aarhus.