Det stod meget lige mellem de to finalister i dette års 'Vild med dans'. Men det blev den undertippede Ena Spottag, som bookmakerne havde dømt ude i første program, der løb med sejren.

Hverken bookmakerne eller de knap 20.000 BT læsere, der havde stemt på, hvem de mente ville vinde 'Vild med dans', fik ret.

Det blev den 30-årige skuespiller Ena Spottag, der sammen med partneren, den erfarne Thomas Evers Poulsen, blev årets vindere af 'Vild med dans'.

De startede ud med 36 point for deres slowfox, efterfulgt af 37 for showdansen. Men det var den elskede finaledisciplin: freestylen, der indbragte parret de eftertragtede maxpoint - ti fra hver af de fire dommere.

Deres modstandere - Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard - fik derimod topkarakter hele vejen igennem.

Men Ena Spottag og Thomas Evers Poulsens freestyle, der lagde ud med en reference til serien 'Badehotellet', som Spottag især er kendt fra, indbragte et stående bifald fra de 2.800 tilskuere i Forum Horsens.

Om det var dén der gjorde udfaldet, vides ikke. Men ét er sikkert: seerne valgte at belønne 'the underdog' og lod en meget glad og rørt Ena løbe med den velfortjente sejr.

»Jeg er fuldstændig overvældet! Jeg er helt rundtosset! Jeg kan slet ikke forstå det,« lød det fra den lykkelige vinder til BT efter finalen.