Den frygtede klap gik ned for John 'Faxe' Jensen og selvom makkeren Karina Frimodt forsøgte at redde deres dans, så var der ikke noget at gøre. Til gengæld gjorde Faxe noget helt uventet.

Det var to ærgerlige, men også lettede dansere som BT talte med efter fredagens 'Vild med dans'-show, hvor de var et mulehår fra at ryge i den frygtede omdans.

Klappen gik simpelthen ned, lød forklaringen fra dem begge. Den tidligere landsholdsspillers makker uddybede:

»Vi nåede lige at danse fire trin, og derfra var det 'freestyle',« sagde hun til BT, mens hun blev bakket op af sin makker, hvis præstation mest af alt mindede om en lidt for moden far, der forsøgte at imponere på dansegulvet:

»Det var fedt at komme på dansegulvet, men ikke så fedt, at det gik i sort. Karina prøvede at redde den et par gange, men vi anede ikke, hvor vi var (i dansen, red.). Jeg kunne sagtens huske trinene, men da det først gik galt, så gik det galt,« sagde han.

Der var ikke meget, som gik godt for parret, der fik 9 point - et point mindre end forrige uge - for deres dans. Og dommer Anne Laxholm var også hård ved parret, som hun gav en indirekte sviner.

»Sidste uge synes jeg, dine fødder var fantastiske. Det glæder jeg mig til at se i næste uge. Kom med nogle gode fødder,« sagde dommeren, der gav to point til Faxe og Frimodt.

Til sidst, men ikke mindst bemærkede den blonde dansemakker noget helt nyt ved Faxes præstation.

»Du begyndte også at synge med på sangen. Det har du aldrig gjort før, sagde Karina Frimodt og smågrinte lidt til sin makker, der svarede:

»Jeg tror bare, det var sådan noget instinktivt, som kroppen gjorde.«

Til slut lovede de begge, at de til næste uge vil arbejde endnu hårdere for, at klappen ikke går ned.