Vinderparret fra Vild med dans blev kimet ned af TV-seere, der alle ville ønske Mads og Cecilie tillykke med sejren.
Heriblandt var én som parret kendte særdeles godt. Det var nemlig Christiane Schaumburg-Müller, der stod for en 'practical joke', mens hun var forsinket i lufthavnen på vej mod New York.Med et kæmpegrin fortæller Vild med dans-værten, at hun ved et tilfælde har set, at der var livechat og telefonopringninger til Cecilie og Mads på B.T. i dagens anledning, og hun derfor også ville benytte chancen for at ønske tillykke.
- I skal jo ud og danse i City 2 (butikscenter i Taastrup i København red.) her kl. 14 og så ville jeg bare sige: 'Good luck', gnækkede værten, der nok kendte alt til vinderparrets tømmermændsramte hoveder dagen derpå.
Mads Vad blev utrolig lykkelig for opkaldet og skyndte at overstrømme Christiane Schaumburg-Müller med ros for at have været en god vært på programmet.
- Du er den mest supercool vært ever, og du har fået os til at føle os så godt tilpas alle sammen, lød det.
Efterfølgende forklarede Mads Vad, at opkaldet var 'typisk Christiane'.
- Hun er bare sådan der. Man griner hele tiden, når man er sammen med hende.