Fodboldlegenden Allan Simonsen har næsten lige stillet danseskoene i ’Vild med dans,’ og nu er han frontfigur i en ny reklame klædt ud som de fire dommere i programmet. 

BT har sendt reklamen til Anne Laxholm, som er den ene af de fire dommere i danseprogrammet. Hun ser ikke noget ondt i, at Allan Simonsen har klædt sig ud som hende.

AllanSimonsen_alle

- Jamen, jeg kan jo blot ønske Allan held og lykke med reklamen. Det er jo noget, han selv har valgt, så jeg håber da, den bliver en succes, siger Anne Laxholm.

Ingen original idé

'Vild med dans' bliver sendt på TV2, og her er underholdningschefen ikke imponeret af reklamen og kalder den knap så original.

- Jeg tænker, at det er vel, hvad man kan forvente. Det er da ikke den mest originale idé, men det er jo ikke første gang, at folk ikke kan få deres idéer selv. Men det må jo være op til forbrugerne at dømme det, siger TV2s underholdningschef Gitte Madsen, der håber, at Allan Simonsen tænker over, hvad han siger ja til.

Selv om SodaStream har kopieret elementer fra et program, som TV2 har rettighederne til, regner Gitte Madsen dog ikke umiddelbart med, at der er noget forkert eller ulovligt i det.

- Jeg har ikke talt med vores juridiske afdeling. Men jeg regner da med, at det er et professionelt firma, der ved, hvad de laver, siger hun.