Endnu engang overraskede seernes stemmer, da bokseren Anders Krogh Jørgensen og danser Mie Moltke gik direkte videre til næste uges Vild med Dans-show.
De fik ellers de færreste point af dommerne, som kvitterede med bare 12 point for deres jive - den laveste score i fredagens program. Men seernes stemmer sendte de to videre, og lettelsen var stor hos det glade dansepar.
Monica Christiansen sendt ud af Vild med Dans
- Vi er helt vildt glade! Det er svært at sige, hvorfor vi endnu engang går videre. Men der må være noget ved Anders, som seerne godt kan lide, siger Mie Moltke efter showet.
Anders og Mie har haft en uge til at øve sig sammen i. I sidste uge havde de kun danset sammen i to døgn, så de var glade for at have haft mere tid sammen inden det -for Anders' vedkommende - andet program.
- Det har været dejligt at have en hel uge, for vi har fået mulighed for at lære hinanden godt at kende, siger Anders. Han ser frem til næste uge, hvor der skal danses disco.
TV2-seere vrede over ukendt 'Vild med dans'-afløser
- Det er ikke så hurtig en dans, og Mie siger, at det vil gå godt, siger den store bokser. Og selvom Mie kan være streng ved ham i træningslokalet, så er det ikke noget, der skræmmer 21-årige Anders, der før Vild med Dans var helt ukendt.
- Jeg er vant til mere skæld ud i bokseringen, så det her er rent luksus, siger han med et stort smil.



