Erfaringer fra fodboldkarrieren har vist sig at være ganske gavnlige, når legenden Allan Simonsen har skullet håndtere det mentale pres i ’Vild med dans’.

Allan Simonsen og partneren Sofie Kruuse går i aften på dansegulvet som et af de fire tilbageværende par i ’Vild med dans’. Seerfavoritterne er nået til kvartfinalen på trods af, at dommerne og TV2 har forsøgt at takle dem med lave karakterer og sms-ændringer.

Det var vel nok de færreste, der havde regnet med at se Allan Simonsen stå i aftenens kvartfinale, da dansesæsonen gik i gang i september. Men fredag efter fredag er ’Spurven fra Vejle’ fløjet uden om omdans og direkte videre takket være seerne. Nu kan parret begynde at øjne finalen om to uger.

- Det ville være eventyrligt, hvis vi vandt. I begyndelsen kaldte medierne mig for Klodshans, så tænk, hvis vi vinder det hele. Det er virkelig en ekstrem rejse, vi har været på, siger Allan Simonsen, mens Sofie Kruuse tilføjer.

- Hvis vi vinder, er det ikke på grund af selve dansen, men på grund af danseudvikling, personlighed og tilgangen til, hvordan vi er kommet igennem det her. Jeg tror stadig ikke helt på vores vinderchancer, men lad os nu se. Vi tager kampen op og kæmper det bedste, vi kan, siger hun.

Fodbolden har gjort mig stærkere

Mens den lille mand først for nylig er blevet pålagt et favoritpres, har han længe kæmpet med et pres om at trække sig fra ’Vild med dans’. Men Allan Simonsen har stået – og gør det stadig – imod det ydre pres.

- Jeg har været i sådanne situationer mange gange før i min fodboldkarriere. Fodbolden har gjort mig mentalt stærkere, og jeg er især blevet god til at sortere det negative fra, siger han og gentager, hvad han sagde efter sidste fredags ændrede sms-afstemning.

- Vi tager de ændringer, der kommer. Vi må bare indordne os. Det er jo ikke os, der er arbejdsgiverne, siger han.

Den megen medieomtale oplevede Allan Simonsen i sin storhedstid som landsholdspiller og i sin karriere i Tyskland og Spanien.

- Der var det selvfølgelig fodbold, det handlede om. Her er det danseteknik, og det har jeg jo slet ikke forstand på. Så ja, det har da været hårdt at lære at danse, fordi jeg ikke har haft en værktøjskasse, jeg har kunnet hive noget op af, siger Allan Simonsen.

Påpasselighed skyldes opvækst

Sofie Kruuse har været ”hende med værktøjet”, og det har også været hende, der har forsvaret Allan Simonsen, når debatten er blevet skinger. Hovedpersonen selv har været mere påpasselig med at udtale sig.

- Det er sådan, jeg er. Jeg har fået nogle værdier fra mine forældre, og de hænger nok bare ved. Jeg prøver på at have begge fødder solidt plantet i jorden, og det kan jeg ikke se, man skal ændre på, fordi man har opnået noget ekstraordinært. Derfor er der skam ingen strategi bag min væremåde, siger han.

Køb BT fredag og læs også, hvad Allan Simonsen og Sofie Kruuse skal efter 'Vild med dans.'