Nordsjællands Politi: Hunden må gerne bide

dreamstime

En agtpågivende hund er nok den bedste tyveri-alarm, der findes

Det er ikke kun hundeejere, der ved. Politiet ved også, at en af de bedste tyverialarmer, der findes, er en hund. Tyve undgår simpelthen at bryde ind i huse, hvor de ved, at der er hunde.

Men hvis tyvene gør det alligevel, så sker det på eget ansvar, og ejeren af hunden er ikke ansvarlig for, hvis hunden skulle sætte sit tandaftryk i lovbryderen.

Det er erfaringen fra Nordsjællands Politi, skriver sn.dk. Forleden svarede tre betjente på spørgsmål, der blev stillet på Facebook. Her er et par af spørgsmålene og politimændenes svar:

Første spørger: "Jeg har et skilt i min indkørsel som advarer mod, at indgang er på eget ansvar med et billede af en schæfer, som også er den hund, jeg har. Hvad sker der, hvis hunden bider en indbrudstyv?"

Anden spørger: "Kan jeg blive sigtet for vold, hvis min store familiehund bider en indbrudstyv, der står i min stue?"

Nordsjællands Politi: "Nej, naturligvis kan du ikke det. Det er på tyvens eget ansvar, hvis han bryder ind i dit hus - også selv om du har en hund. Det er på eget ansvar, hvis man går ind på privat grund. Du vil derfor ikke blive straffet, hvis din hund bider en indbrudstyv, der befinder sig på din private grund".

Del