Neutralisering – er det nødvendigt?

Neutralisering er IKKE løsningen på bestemte adfærdsproblemer, har adfærdsbehandler Merethe Børgart erfaret. I enkelte tilfælde kan det være en fordel, men indgrebet bør absolut ikke være det første, man tyr til.

Det er ikke sjældent, at jeg i mit virke som adfærdsbehandler har folk i telefonen, som er blevet rådet til at neutralisere deres hund for at løse et adfærdsproblem.

Problemet kan være alt lige fra alene hjemme-problemer, aggression, usikkerhed eller bare lige lovlig meget energi.

Desværre er nogle hundeejere fristede til at foretage indgrebet på deres hund, men de kan faktisk ende med at få endnu større problemer end dem, de havde, inden de fik hunden neutraliseret.

En neutralisering kan efter min mening være et slags ”quick fix” til at løse et problem. Som ejer behøver du nemlig ikke at gøre så meget andet end at køre hunden til dyrlægen, give den nogle dages ro og betale den regning, du får. Det kan være fristende. Men tro mig – det er altså symptombehandling, og i værste fald øges problemerne efterfølgende.

Hanhunde

Lad os kigge på hanhundene først. Det er nemlig oftest i forbindelse med dem, at rådet fra f.eks. dyrlægen er kastration. Det skulle blive en roligere hund, og faktisk lyder der kun rosende ord lige bortset fra, at den nok tager på i vægt. Jeg er bestemt ikke enig!

Det, jeg synes, er værst i denne forbindelse, er, når indgrebet foretages, uden at grunden til problemerne er analyseret, og derfor kan sådan en operation have katastrofale følger.

I det mindste bør man som hundeejer tænke grundigt over konsekvenserne og evt. rådføre sig med en professionel adfærdsbehandler, inden beslutningen tages.

For er dét problem, man står med, udelukkende kønsbetinget? Hvis ikke, så vil en fjernelse af kønshormonerne selvsagt heller ikke virke.

Det er altså muligt at forsøge at gøre noget andet, inden man griber til kastration. I dag findes der en lille ”stav” på størrelse med et riskorn, som kan sættes ind under huden på hunden. Denne bevirker, at testosteronproduktionen falder, og dermed kan man se, om de reducerede hormoner har en effekt, inden man gør andet.

Man kan også behandle med Perlutex, der indeholder kønshormon, som dæmper/overdøver testosteronproduktionen, og derfor virker som en slags kemisk kastration, men med muligheden for at stoppe igen, hvis der ikke er nogen effekt (altså hvis problemet ikke er kønsrelateret). Det er ikke alle dyrlæger, der har erfaring med det, men personligt mener jeg, at det kan være et forsøg værd, inden den store beslutning tages.

Jeg er ikke tilhænger af den såkaldte kemiske kastration. Der kan være bivirkninger, og at ramme den præcise dosis kan være svært, og derfor får man ikke det reelle resultat at se. Skulle det ikke virke, så går hunden til ingen verdens nytte rundt med de stoffer i sig.

Årsag til kastrering

At kastrere, fordi hanhunden er lige lovlig aktiv, er ikke grund nok, efter min mening. Se hellere på, om adfærden og energiniveauet hænger sammen med racen/blandingen. Se på, om hunden bliver stimuleret nok i forhold til dens evner, eller gransk din hjerne for andre ting, som ikke er helt i top.

Ved at fjerne kønshormonproduktionen totalt får du ikke løst et racebetinget problem eller hjulpet en understimuleret hund.

Derudover synes jeg, at det er problematisk, at en hanhund kastreres, inden han overhovedet er mentalt voksen. Faktisk aner man ikke, hvordan hanhunden vil blive som voksen, så bedømmelsen er taget på et meget spinkelt grundlag.

Hvilke problemer kan der opstå efter en kastration? I allerhøjeste grad kan der komme usikkerhed hos hanhunden, og den er rigtig svær at have med at gøre, hvis baggrunden for kastrationen er en ”aggression”. I bund og grund handler det om en usikker hund, der er udadreagerende i forsvar. Den adfærd, som er uønsket, kan faktisk blive forstærket ved en kastration!

Når man fjerner kønshormondannelsen af testosteron, som er kamp/aggressionshormonet, så er der ikke samme selvsikkerhed og gejst tilbage hos hanhunden, og en evt. usikkerhed bliver forstærket.

Derudover er det svært, for ikke at sige umuligt, for andre hunde at kønsbestemme en kastreret hanhund. Han dufter ikke – er det en han eller en tæve? Derfor kan andre hunde være temmelig insisterende i deres snusen til hunden for at kunne kønsbestemme ham. Det er naturligvis irriterende og kan føles som overgreb for den kastrerede hanhund, som skal stå model til det.

Uanset hvad problemet har været først, kan denne usikkerhed dukke op igen. Hos nogle hanhunde kan man have en formodning om, at der ligger usikkerhed og rumler, mens det hos andre kommer som lyn fra en klar himmel.

Hvis baggrunden for kastration er at få en roligere hund, så vil jeg helt klart hellere anbefale, at man kigger på stimuleringen i stedet. Der er rigtig meget at hente her – og ja, det kræver, at du som hundeejer selv er aktiv!

Læs mere om med neutralisering i Vi med Hund nr. 05/2011, der kan købes i webshoppen.