Nemmere at få hunden med til Sverige

Nye regler
Utallige er de gange, vi i vores familie har måttet den ekstra dyre vej omkring en dyrlæge i weekenden, fordi vi lige ville på miniferie til Sverige … og åh-ååh, ormekur til hunden!
Så en god nyhed for hundefolk er, at det pr. 1/1-2012 er blevet meget nemmere at få hunden med til det smukke broderland. Hidtil har man skullet tage hunden til dyrlæge inden for 10 dage før afrejse, så den kunne få en ormekur, som så gjaldt i fire uger. Og udover rabiesvaccination skulle man fremvise en blodprøvetest på, at vaccinationen havde virket. Testen bortfalder også.
På Fødevarestyrelsens hjemmeside kan man læse følgende om de nye regler for indførsel af hunde, katte og fritter til Sverige:
Kravet om rabiesantistoftitertest og ormekur falder bort fra 1. januar 2012.
Det vil sige, at danske hunde og katte, som skal til Sverige fra 1. januar 2012, skal leve op til følgende:
• Gyldig id-mærkning
• Gyldig rabiesvaccination - Obs, vær opmærksom på, at svenskerne kun accepterer dyr, som tidligst er vaccineret mod rabies, når de er 3 måneder gamle, og de kan først indføres, når der er gået 21 dage efter den første vaccination.
• EU Kæledyrspas
• Indførslen skal anmeldes til de svenske toldmyndigheder umiddelbart efter indførslen.
Hvis man rejser med mere end 5 dyr (hunde, katte og/eller fritter), skal man være opmærksom på, at der er supplerende krav. Ligeledes hvis man indfører hvalpe og killinger under tre måneder. Det kan man læse mere om her




