Når lavinen truer

Reportage
I et af Sveriges mest lavinefarlige områder er hunde det ultimative hjælpemiddel, når det handler om redde mennesker, der er begravet under snemasserne. Vi er med på fjeldet Nuolja, hvor hundefører Christer arbejder med sin schæferhund Åzzi.
Sneen falder tungt, og en isnende vind suser over fjeldet, da Åzzi sætter farten ned lige før afgrunden. Efter nogle få minutter er han fremme ved lavineområdet og begynder at søge. Det tager ikke lang tid, før han begynder at grave i sneen – og nu er det alvor. Under snemasserne ligger et menneske.
- Hunde er alle andre hjælpemidler overlegne, når vi leder efter et lavineoffer, fortæller Christer Köhler, mens han strider sig igennem sneen efter Åzzi, som markerer stedet ved at grave, herefter tager Christer over.
Vi befinder os på fjeldet Nuolja i Abisko – et af Sveriges mest lavinefarlige områder. Christer er lavinehundefører og fjeldredder i Abisko. Åzzi er en otte år gammel schæferhund, der er specialuddannet til at finde mennesker, der er begravet i laviner og snemasser, samt finde folk, der er gået vild i fjeldområderne.
For et menneske kan det næsten være umuligt at finde nogen, som er begravet under sneen, men en lavinehund kan med sin fænomenale lugtesans finde en person under sneen, selv på flere meters dybde.
- En lavinehund kan søge efter folk, selv om der har gået masser af andre mennesker rundt i området, og hunden bevæger sig let og hurtigt selv i farligt terræn, siger Christer, da vi lidt senere sidder og får en kop kaffe i hytten på toppen af fjeldet.
Christer er en del af fjeldredningsgruppen i Abisko, hvor han er hundefører og fjeldredder. Inden han i 2007 fik ansvaret for Åzzi, havde han aldrig haft sin egen hund, men han er vokset op med hunde. Christer havde ingen problemer med at overtage Åzzi fra dens tidligere ejer, som flyttede fra den nordlige grænse ned til Gotland i syd, hvor ejeren ikke mente, at hunden ville trives, for den hører hjemme i fjeldene.
- Jeg var da lidt urolig, da jeg overtog Åzzi, men han accepterede mig som herre næsten med det samme. Jeg har lært utroligt meget i årene med Åzzi. Ikke mindst, hvordan man skal 'læse' sin hund. Vi har gået på flere lavinehundekurser sammen og er blevet et godt sammensvejset team.
Læs resten af den spændende reportage i Vi med Hund nummer 1/2011, der kan købes i webshoppen




