Min ven hedder Lucky Luke

Månedens Hundeejer er Martha fra Hellerup
Månedens Hundeejer i Vi med Hund nr. 6 er 12-årige Martha Beste fra Hellerup.
Hundens navn, alder og race:
Lucky er en syv måneder gammel shetland sheepdog.
Valget af race:
Det hele startede i oktober 2009. Jeg ville have en lille gul labradortæve, der skulle hedde Nellie. Min mor var med på det, bare jeg selv betalte og passede den. Jeg gik straks i gang med at sætte mig ind i hundeverden, og det var noget af et projekt. Jeg oprettede en profil på både www.gipote.dk og www.dba.dk.
Jo flere labradorhvalpe jeg kiggede på, jo mere blev jeg i tvivl. Nu når jeg endelig skulle have en hund, skulle jeg så ikke vælge en lidt speciel race, som man ikke altid møder på gaden? Jeg begyndte at kigge på en cavalier king charles spaniel og en nova scotia duck tolling retriever.
Men tolleren var lidt for stor, og jeg syntes ikke rigtigt, at cavalieren passede til mig. Da jeg var ni år, havde vi en border collie, men vi blev nødt til at forære ham væk grundet flytning.
Da det blev december, havde jeg besluttet mig for at kigge lidt på en japansk spids. Jeg havde sendt et par mails rundt til kenneler, og de havde nogen hvalpe til salg. Men de fleste skrev, at jeg var for ung til at få hund.
En dag midt i februar var jeg inde på Gipotes forum og læste om en 'mini collie'. Jeg søgte på Google og fandt ud af, at det hed en shetland sheepdog (Sheltie). Jeg vidste bare, at jeg måtte eje sådan en. Jeg brugte omkring fire timer om dagen på at søge den danske og svenske kennelklub igennem, og jeg fandt frem til Callvalley's Kennel og så, at en tæve var drægtig!
Desværre var der kun hanner i kuldet, men jeg fik så valgt den mindste han. Lucky Luke hed han, og jeg ville ikke ændre navnet for meget, så jeg besluttede, at navnet Lucky var perfekt! Jeg har endnu ikke fortrudt mit valg.
Min hunds talenter:
Lucky har rigtig mange talenter: Han er utrolig lærenem og god til træning, han kan få mig til at grine og endda græde. Jeg kan aldrig være irriteret på ham i mere end to minutter, før han bløder mig helt op. Når jeg kommer hjem efter en dårlig dag i skolen, bliver jeg mødt af en logrende, glad, pelset hund, der glad løber mig i møde. Han er utrolig lærenem og dygtig, men hans allerstørste talent er, at han kan få mig op kl. 6.30 om morgenen! Og så han kan få mig ned på stranden. Han har i det hele taget talent for at røre mig inderst inde.
Det bedste/værste ved at have hund:
Jeg syntes, at det at have hund er det bedste i verden. Jeg elsker Lucky overalt på jorden og kunne ikke forstille mig et liv uden ham. Hvis jeg skal finde noget dårligt frem, er det nok min dårlige samvittighed, når jeg f.eks. glemmer at give ham vand, eller når han piber, fordi jeg kommer til at træde på hans pote, og så de gange, hvor jeg ikke lige føler mig som en god nok hundeejer ... Men så er det godt, at han er der til at trøste mig!
Vil du også være Månedens Hundeejer?
Hver måned bringer magasinet Vi med Hund et interview med en helt almindelig hundeejer i Danmark. Hvis du også vil være Månedens Hundeejer, skal du sende os et skarpt, højtopløseligt billede på mindst 1 MB plus en tekst med svar på følgende spørgsmål:
Dit navn, hundens navn, race og alder. Hvorfor har du valgt den race? Har hunden særlige talenter? Hvad er det bedste/værste ved at have hund?




