Manfred og Bella

De 14 reddede hunde fra Aars har fået en ny chance
Nu har de 14 misrøgtede hunde fra Aars med Vi med Hunds læseres hjælp fået deres nye navne. Der var dog to af navnene, der gav sig selv, så samtidig med at vi afslører alle hundenes navne, vil vi lige dele to fine historier med vores kære læsere.
Midt under konkurrencen kom en lille historie ind i vores indbakke fra Charlotte Andersen. Det viste sig, at Charlotte og hendes familie er dem, der har den røde cockerspaniel (hund nr. 14) i pleje.
Charlotte fortæller, at de allerede har givet den skræmte cocker spaniel kaldenavnet Bella. Det er hun allerede begyndt at reagere på. Man kan endda kalde hende ind fra haven med navnet.
Plejefamilien har i forvejen Molly, der er ved at lære Bella, at mennesker ikke kun betyder angst og smerte. De to piger hygger sig sammen, og når familien går i seng, ligger der sørme også to hunde sammen i dobbeltsengen. Måske er det derfor, Bella allerede har taget så meget på, at halsbåndet er blevet udvidet med et hul.
En anden mail fortæller historien om hund nr. 9, beagle-hannen. Den kom fra Maria Madsen, som er frivillig ved Dyreværnet. Dér har hun allerede gået og leget med hunden og fundet det helt perfekte navn til ham, for 'han er bare en Manfred'. Det syntes vi selvfølgelig, han skulle have lov at hedde.
Læs også: Så fik hundene navne




