Kunne ikke svigte Coco

Hun kan næsten ikke trække vejret, men stanken stopper hende ikke. Skridt for skridt bevæger norske Mette Mytting sig gennem gangene på West Hall Boarding Kennels & Cattery i Sunderland i England.

I et af burene sidder hun – den lille, tynde og sølle udseende Coco. Hunden ryster og piber, næsten, som hun ved, at der bare er et par timer til, at hun skal aflives! Men den beslutning er Mette kommet for at ændre.

- Jeg måtte bare have hende med og ville ikke få fred i hjertet, hvis Coco skulle dø, siger den 28-årige Mette, da Vi med Hund møder hende.

Det hele startede i februar 2005, da Mette boede i England, hvor hun læste til journalist. ”Min mand og jeg havde bestemt os for, at vi endelig skulle have hund. Vi skulle egentlig have haft en lille hund, men der var ingen små hunde, som passede til os på kennelen. En dag, hvor vi kørte forbi, besluttede vi os for at gå ind og kigge en gang til.

Vi kiggede så i burene med de store hunde, og det var der, vi fandt Coco. Vi besøgte kennelen en lørdag, og Coco var sat til at blive aflivet om søndagen, da hun allerede havde været på kennelen i overtid. Selv om vi sagde, at vi gerne ville have hende, måtte vi vente til dagen efter på grund af papirer og den slags.

Det var grusomt for mig at skulle putte hende ind i buret igen, da hun endelig havde fået lov til at komme ud! Jeg satte mig i åbningen, og Coco kom hen til mig og lagde snuden ved min hals. Det føltes, som om hun bad os om ikke at forlade hende, men samtidig følte hun måske også, at vi kom tilbage. Eller i hvert fald håbede hun på det, mener Mette.

En ny chance

På grund af journaliststudierne og kærligheden til hunde har Mette selv skrevet en masse artikler om mishandlede og skadede hunde. Derfor kom hun på ideen med at få en omplaceringshund.

- Det var en helt speciel dag, da vi hentede Coco. Da de slap hende ud af buret, løb hun ud og hoppede lige ind i vores bil. Vi tog på stranden, så hun kunne få lov til at strække ud og løbe frit, og det var en helt ny hund, som vi oplevede der.

Hun løb frem og tilbage, men alligevel var hun ikke ret langt fra os. Vandet var ikke helt rent, men hun soppede i vandkanten. Der kom tilmed et ægtepar hen til os og sagde, at de syntes, at vores hund var pæn – trods det, at hun var tynd og havde pjusket pels. Jeg fornemmede, at vi med ét havde fået en lykkelig hund, en, som påskønnede, at hun havde fået en ny chance i livet.

Værre end sult

Det var dog en udslidt og udsultet hund, som Mette fik med sig hjem den dag. Coco havde oplevet mere end sult – hendes pels var fuld af skidt, øjnene røde og betændte, og halen var bøjet 90 grader på midten. Men den værste nyhed fik Mette, da hun kom til kontrol hos dyrlægen.

- Coco havde tegn på, at hun havde haft hvalpe, men hun virkede for ung til, at dette kunne være muligt. Så dyrlægen spekulerede på, om der var sket noget meget mere grusomt med hende, f.eks. et seksuelt overgreb fra et menneske …

Åh, jeg håber det ikke, og havde hun haft hvalpe, kunne det være, at hendes tidligere ejere hellere ville have dem end hende. Det håber jeg er sandheden. I dag er Coco stadig meget forsigtig over for berøring af hendes hale og andre kropsdele, men hun har aldrig udvist tegn på aggressivitet.

Læs hele historien om Mette og hendes Coco i Vi med Hund nr. 08/2011, som kan købes i webshoppen.