Ingolf er vidunderlig - og meget klog

Vi er gået op ad trappen med den røde løber og står nu foran hoveddøren og venter på at komme indenfor efter at have trykket på klokken. Skiltet fortæller, at her bor Rosenborg og Rosanes. Vi hører ingen lyde. Hverken gøen eller børnestemmer, men så bliver døren åbnet, og Komtesse Camilla af Rosenborg ønsker os velkommen med et stort smil og beklager, hvis vi har stået der længe, for 'klokken virker altså ikke'.

Indenfor i entreen kommer en lille sort toypudel springende, hopper op ad benene på os, danser rundt og ved slet ikke, hvor han skal gøre af sig selv af bare glæde.

- Ja, det er Ingolf. Er han ikke pragtfuld? Han er kun fem måneder, og vi er bare så glade for ham. Se, han kan allerede sitte og give pote, lyder det stolt fra Camilla.

I entreen bliver vi også mødt af 'familiealbummet', som hænger overalt på væggene. Her er dækket til med billeder fra loft til gulv af Camilla og hendes aner. Af hendes oldefar, Kong Chr. den X, hendes forældre, Grev Christian af Rosenborg, fætter til Dronning Margrethe, og grevinde Anne Dorte. Af tvillingesøsteren Josephine og lillesøster Feodora og deres familier og ikke mindst af hendes egen familie - ægtemanden Mikael Rosanes og deres fire børn, Anastasia, Ludwig, Leopold og Theodor.

- Vi har da meget større fornøjelse af, at billederne hænger her, end at de ligger og samler støv i album og kasser, siger komtessen.

Resten af huset understreger det første indtryk af, at her bor kreative mennesker med en åben og ligefrem tilgang til livet. Der er ikke meget guldstøv og rokokostole over indretningen i huset i Birkerød. Den røde tv-sofagruppe inklusiv Arne Jakobsens stol Ægget i rødt læder i en tro kopi, det lilla, reposopdelte hyggehjørne og det sorte køkken signalerer afslapning, og at her er plads til alle. Voksne, børn, hund og katte.

- Jeg er opvokset med hunde, specielt pudler, og da jeg blev gift med Mikael for 19 år siden, forestillede jeg mig, at vi også skulle have hund. Men vi kunne ikke blive enige om, hvilken race det skulle være. Mikael sværgede til store hunde og ville gerne have en weimaraner, og det kunne jeg absolut ikke forstille mig. Det er jo en stor jagthund, som kræver masser af motion og aktivitet. Ikke lige en race, som passer ind i en travl familie med mange børn.

Vild overraskelse

Men til sin 30 års fødselsdag blev Camilla overrasket.

- Mikael forærede mig Dagmar i fødselsdagsgave. Jeg blev vildt glad, for vi var virkelig langt fra hinanden omkring hunderacer. Dagmar var en dværgpuddel, helt vidunderlig, men desværre udviklede hun sig senere på en meget uheldig måde.

Hun begyndte at snappe efter os. Når f.eks. vores yngste, Theodor på to år, stod i kravlegården, eller når han stolprede rundt ude i haven, kunne hun finde på at bide ham i anklerne. Allerede efter det første angreb krævede Mikael, at Dagmar blev aflivet. Men jeg havde jo fået hende af ham som gave og var ellers meget, meget glad for hende.

Camilla indrømmer, at hun ofte var nervøs, når børnene havde kammerater med hjemme, og Dagmar nåede da også at snappe og knurre flere gange, før Camilla måtte erkende, at det var på tide at gå den tunge gang til dyrlægen med Dagmar.

- Det var simpelthen hæsligt, da dyrlægen og jeg besluttede at aflive Dagmar. Hun var kun syv og et halvt år. Jeg tror, at hun var mærket af, at min svigermor, som boede hos os og havde taget sig meget af hende, døde. Herefter blev hun sær. Jeg følte virkelig, at jeg var en forfærdelig morder, og jeg stortudede, da jeg sagde farvel til Dagmar.

Klog og lærenem

Aflivningen skete i maj sidste år, og i august fik familien hund igen.

- Det var den mest stille sommerferie, vi nogensinde har haft. Huset var mærkeligt tomt. Det lyder måske underligt med fire børn, men når man har haft hund i mange år, er det svært at undvære.

Ingolf er en foræring fra min faster Elisabeth. 'Du skal ikke have en hund, der bider. Jeg giver dig en ny hund', sagde hun. Det var jo dejligt.

Familiens årlige sommerudflugt gik derfor til Fyn og Kennel Børing for at hente Ingolf. Det var også her, Dagmar kom fra.

- Vi havde oprindelig bestilt en tæve, men hun døde desværre, og så var der kun hanhunde tilbage. Men det har vi nu ikke fortrudt.

Ingolf er fantastisk sød, og jeg vil gerne imødegå fordommen om, at pudler er dumme. Han er tværtimod klog, meget lærenem, og så har han et dejligt, roligt temperament. Han er også glad for børn og trives fint med, at her larmer, for det gør det altså med så mange børn. De har tit kammerater med hjem, og da Mikael og jeg driver vores virksomhed hjemmefra, kommer der også kunder og samarbejdspartnere forbi indimellem, så han er havnet i et livligt hus, slutter komtessen.