Hvad Maggies mave gemte
Klumme
Det er altid spændende, når man venter hvalpe. Denne gang var det lidt mere spændende end normalt, for Maggies mave var stor, meget stor.
I de seneste par uger havde jeg – med tiltagende bekymring – kigget på Maggies tiltagende store mave. Maggie, som rettelig hedder Fjantes Blackie Maggie, er en sort labradortæve, som jeg selv har opdrættet. Maggie havde tidligere på sommeren haft et kærligt stævnemøde med den sorte labradorhan, Melicmark Luis T Duck, en rigtig flot fyr med masser af vindertitler til at imponere damerne med. Dertil kom, at Rumle, som hanhunden hedder til hverdag, ikke bare er smuk, men også sød og charmerende. (Han manglede faktisk bare en solid bankbog for at være den ideelle mand, som en veninde sagde).
Det var derfor med stor spænding, at jeg afventede resultatet af Maggies runde mave. At stævnemødet med Rumle havde båret frugt, var der nemlig ingen tvivl om. Maggies mave var meget hurtigt begyndt at vokse, og det blev den bare ved og ved med. Så stor og rund var Maggie, at jeg, som tiden gik, begyndte at blive en anelse bekymret for, hvor mange børn der gemte sig under det babybølgende maveskind.
Heldigvis havde jeg i god tid linet alt til anvendelse under en hundefødsel op på en bakke i soveværelset. Det eneste, jeg manglede, var at vaske og rengøre fødekassen, som havde været deponeret i bryggerset.
En tidlig torsdag morgen – seks dage før forventet termin – kom Maggie ind og vækkede mig på sengekanten. Pustede mig i øret, moslede en jordindkapslet snude rundt i mit ansigt afsluttende med at springe op i sengen til mig, under hvilken manøvre jeg kunne konstatere, at ikke bare snuden, men også resten af hunden var indsmurt i fugtig muldjord. Hmm.
Noget var anderledes, Maggie ville fortælle mig et eller andet. Men det kunne vel ikke være, at hun lige nu skulle til at have hvalpe? Der var jo næsten en lille uge til, at det projekt var programsat. Ud af sengen, nærmere eksamination af Maggie, jo, sandelig, der var ingen tvivl. Maggie var i gang med at blokke op, og, så vidt jeg kunne se, allerede et godt stykke fremme i processen.
Åh, hjælp, det var jo alt for tidligt. Fødekassen blev omgående hentet ind, skrubbet og skuret, mens Maggie halsende sad ved siden af og iagttog forløbet…
Læs resten af Anne Egedes klumme i Vi med Hund nr. 4/2011, der kan købes i webshoppen.
