Holger er den sjoveste hund, jeg har haft

Da vi mødes med forfatter Maria Helleberg og hendes mand, Jørn, ved det historiske Esrum Kloster i Nordsjælland, kan vi først ikke få øje på dagens hovedperson. Et øjeblik tror vi, at han er blevet hjemme, men pludselig ser vi et hvidt, loddent lyn fare rundt på græsset mellem nogle store udendørs kaninbure. Burenes beboere synes ikke at være helt tilpasse ved situationen, men heldigvis skifter det hvide lyn pludselig retning og farer i stedet ivrigt mod fotografen og jeg, som får en salve af lykkelige bjæf til goddag.

Det hvide lyn hedder i virkeligheden Holger og er en west highland white terrier. Inden han falder ned i tempo, ruller han sig i sin glædesrus i et pløre af vådt græs og jord, hvorefter han nu nærmere er brun end hvid.

- Ja, det er så Holger The Westie himself, griner Maria Helleberg bag de store, blomstrede solbriller, der beskytter mod den velsignede sol, som bager helt fantastisk meget for sådan en forårsdag.

Vi bevæger os hen til klosterets lille, hyggelige udendørs cafe og gør mine til at sætte os. Det virker dog, som om Holger ikke synes, at det er den mest fantastiske ide. Han ligner et stort spørgsmålstegn, da han modvilligt lader sig trække med hen til bordet, hvor han nærmest opgivende lægger sig til rette ved vores sandalklædte fødder.

- Ja, det gider han da vist ikke, dette her. Han hader, når der ikke sker noget. Nu ligger han bare og tænker: 'Åh nej, nu laver de dét der kedelige cafe-halløj, hvor de sidder og snakker.' Han vil jo allerhelst bare rundt og tjekke damehunde ud. Han går helt amok, hvis der går sådan en hundedame forbi. Især når det er en grand danois. Af en eller anden grund er de bare vildt sexede i Holgers øjne. Han ved nok ikke, hvor meget mindre end dem han egentlig er, griner Maria hjerteligt.

Hun lægger ikke skjul på, at hun elsker sin lille følgesvend, og han kvitterer med at sende et stjålent håbefuldt blik op til hende for at se, om der skulle falde en godbid af. Maria nøjes dog med at skænke lidt vand til Holger fra den medbragte blå drikkedunk, som egentlig er af den type, små drenge har med i børnehaven.

- Men det at have Holger er jo lidt ligesom at have børn indimellem, griner Maria igen.

En bananflue på speed

Det er svært ikke øjeblikkeligt at blive fascineret af denne karismatiske forfatter, som mange danske romanhungrende kvinder nok har et eller flere bogeksemplarer stående af i reolen. Når hun taler, er det med indlevelse, varme og ikke mindst humor.

Faktisk griner hun rigtig meget, og det smitter af på resten af os ved bordet. Maria Helleberg er kendt for at skrive flotte historiske romaner, som på underholdende og dramatisk vis genopliver historiske perioder ved enten at fortælle om opdigtede personer eller ved at digte om kendte historiske personligheder. Derfor skulle mødet med hende selvsagt også foregå på et historisk sted som Esrum Kloster, hvor hendes mand, Jørn, til daglig er rundviser. Han skal netop til at fortælle nærmere om sit job, da Holger lunter hen til hans ben og klemmer sig tæt op ad ham. Det afføder atter store træk på smilebåndet, for det er nu en spøjs lille hund, ham Holger. Det er Maria Helleberg heller ikke i tvivl om.

- Jeg har før haft cockerspaniels, en groenendal og forskellige blandingshunde, som alle har været søde – men Holger er altså den sjoveste og sødeste hund, jeg indtil videre har haft! Han er sådan et morsomt lille kræ, og når han farer rundt, minder han mig om en bananflue på speed.

Læs resten af interviewet i Vi med Hund 08/2011, som kan købes i webshoppen.