Håb for rygskadede hunde

Hund

Ny engelsk forskning

Efter flere forsøg med stamceller har resultaterne været så fine, at flere hunde har fået førligheden tilbage. Og forskerne er så optimistiske, at de tror på, at resultaterne kan overføres til mennesker.

Gravhunden Jaspars skridt på løbebåndet skaber håb for mennesker med alvorlige skader på rygsøjlen. Den har længe døjet med problemer, men efter at britiske forskere har brugt den i forsøg med stamceller, så har resultaterne været overvældende gode.

- Før forsøget kunne Jaspar ikke gå overhovedet. Når vi gik tur med ham, brugte vi en slynge til hans bagben, så han kunne motionere forbenene, lyder det fra Jaspars ejer, May Hay, til den engelske avis The Telegraph.

- Det var hjerteskærende. Men nu kan vi ikke stoppe ham, han drøner rundt i huset, og han kan endda følge med de to andre hunde, vi har. Det er ren magi.

Forskerne har brugt hunde med ægte skader - altså ikke forsøgsdyr - og med deres egne stamceller forsøgt at danne en bro over det beskadigede område i ryggen. Stamcellerne blev udtaget fra dyrenes næser.

De 34 hunde i forsøget blev behandlet uden at deres ejere vidste, om det var deres hund, der blev behandlet, eller om den fik en placebokur.

Hundene var udvalgt, fordi de mindst 12 måneder efter deres ulykke, stadig ikke var i stand til at bruge deres bagben, ligesom de heller ikke var i stand til at føle smerter i den bagerste del af kroppen.

De hunde, der fik stamceller sprøjtet ind, viste betragtelige forbedringer, der ikke blev set i placebogruppen. Stamcellehundene kunne efter behandlingen bevæge de tidligere lammede bagben og koordinere bag- og forben.

Del

Array
Array