Forgabt i en gadehund
Hundeven
På den afrikanske tropeø Zanzibar vrimler det med herreløse hunde på jagt efter en venlig sjæl. En hund med hvalpe prøver lykken på øens skandinaviske højskole. Her forbarmer den nye lærer sig over den lille familie. Det bliver et både nervepirrende og rørende bekendtskab. Læs Anette Krarups dagbog fra mødet med hvalpen Winnie.
Første uge på Zanzibar
'En hund har fået hvalpe under hytten tæt ved lærerhuset', fortæller højskolens leder, Masai, en eftermiddag.
Der går kun få minutter, før jeg ligger nede på alle fire i noget, der til forveksling ligner en meget avanceret yogastilling. Og med hovedet fastklemt mellem gulvbrædderne og den hårde sandbund lykkes det mig at få et glimt af de små, pelsede væsener inde i halvmørket: én, too, tre. Fiiire. Feem. Seeeeks.
Jamen, er det ikke en fantastisk ø, jeg er havnet på? Graciøse palmer. Turkisblåt hav. Sol fra morgen til aften. Dertil ikke mindre end seks hundehvalpe på en gang, tænker jeg uden at ane, at jeg de efterfølgende fire måneder flere gange kommer til at ønske, at den tæve aldrig havde slået sig ned lige i nærheden af mig.
Anden uge på Zanzibar
Jeg giver tæven navnet Betty, og vi bliver slyngveninder på rekordtid. For det er hårdt at være alenemor til seks glubske unger, når ens hovedmåltid kun er en stump afgnavet kyllingeben gravet frem efter timers søgen i landsbyens køkkenaffald.
Så pludselig oplever jeg mig selv slæbe fuldfed mælk og dyr dåsemad med hjem fra det lokale minimarked. Kan ikke bære at se de små kræ sulte. Tre hvalpe er mellembrune, en er sort og to er lysebrune. Sidstnævnte kommer til at hedde Mandela og Winnie. Den sorte overvejer jeg at kalde Mugabe.
Hvalpene er begyndt at trisse omkring, hvilket sætter mit omsorgsgen i højeste alarmberedskab.
Hytten ligger nemlig klos op ad skolens parkeringsplads. Jeg gør forsigtigt Masai opmærksom på problemet. Men svaret er: 'Det må de lære på den hårde måde.' Og det gør de så.
Tredje uge på Zanzibar
Hwwiiiiiiiiiiiiiiiinnnnn. Fra mit værelse kan jeg ikke undgå at høre det, der viser sig at være Mandelas første og sidste skrig. Han har fået det navn, fordi han er meget nysgerrig og lader til at være lederen af flokken. Disse egenskaber bliver imidlertid også hans skæbne.
'Sådan en idiot,' siger Masai efterfølgende med henvisning til chaufføren, der ikke opdager den lille hund, før den ligger inde under hjulet.
For Masai er langt fra hundehader. Han er bare ikke vant til, at man indhegner dem.
Mordet på Mandela gør også et vist indtryk på mine kolleger, og de foreslår at flytte den reducerede hundefamilie over til lærerboligen i sikker afstand fra bilerne.
Men det bliver kun på lånt tid.
Femte uge på Zanzibar
En dag under aftensmaden drøftes hundesituationen. I forvejen holder to hanhunde til på skolen, og Masai kan kun gå med til at beholde Betty og en af hvalpene. Min hjerne giver ham ret, men det kniber mere med hjertet. For hvad med de andre fire?
Snakken fortsætter. En skarp kniv bliver nævnt flere gange. Men så kommer han i tanke om en hollandsk dame, som har gjort det til sit kald at redde de uønskede dyr på øen. Næste aften kommer hun og bærer hvalpene væk i to papkasser. Jeg har på forhånd fået den umulige opgave at vælge, hvem vi skal beholde her på skolen.
Det bliver Winnie, som jeg i mellemtiden finder ud af er en Wannie. Han er socialt anlagt og samtidig tilpas fræk uden at være bisset. To gode egenskaber, hvis man skal være højskolehund på deltid…
Læs resten af 1. del af Anettes dagbog i Vi med Hund nr. 05/2011, der kan købes i webshoppen.
Læs også:
Hvad Maggies mave gemte
