Engelske hunderacer er truede

Hunde nærmer sig listen for truede dyrearter
Ganske almindelige britiske hunderacer, f.eks. den engelske setter, er på vej på listen over truede dyrearter. Den er den seneste af de klassiske britiske hunderacer, der nu får landets Kennel Club til at slå alarm.
Årsagen skal findes i kendiseffekter og modestrømninger. Briterne vil f.eks. have siberian husky og chihuahua, som blandt andet Paris Hilton har gjort populære. I alt er 25 engelske hunderacer truede af udryddelse.
Flere britiske hundeavlere er bekymrede for, at en del af landets nationale arv går tabt, hvis de truede hunderacer uddør. De truede racer i Storbritannien skyldes bl.a., at de rent avlsmæssigt har isoleret sig på deres ø. Det har betydet problemer med indavl blandt de britiske hunde.
Herhjemme er vi særligt opmærksomme på at passe på vores egne fem nationalracer, nemlig hønsehund, broholmer, dansk-svensk gårdshund, grønlandshunden og dansk spids.




