18 misrøgtede hvalpe reddet

Dyreværnet alarmerede
Det var det syn, der mødte Dyreværnet og Nordsjællands politi, da man søndag skred til handling efter en anmeldelse på Dyreværnets hjemmeside. I alt 22 hunde boede under de kummerlige forhold på en ejendom i Nordsjælland, hvor det endte med, at 18 hvalpe blev fjernet med ejerens tilladelse.
I første omgang blev én af hvalpene, der var fyldt med betændelse i lysken straks kørt på dyrehospitalet. Senere, da politiet også troppede op, blev yderligere 17 hvalpe flyttet. De er i dag installeret på Dyreværnets internat i Rødovre.
- Vi fik bekræftet anmeldelsens alvorlige karakter, da vi nåede frem til adressen. Hundene levede under kummerlige kår. Der var sket det, som Dyreværnet alt for ofte oplever: Opgaven med de mange hunde var blevet uoverskuelig for ejeren. Det er sjældent ondskab, snarere magtesløshed vi oplever i tilfælde som dette. Overdragelsen af hundene gik stille og roligt, og vi lovede ejeren, at vi nok skulle finde gode, nye og varige hjem til de mange hunde. Han virkede lettet, da vi kørte derfra,
siger en tydeligt rystet Nina Amdi Carlsen, der er dyreansvarlig hos Dyreværnet.
De 17 hvalpe skal i dag til dyrlægekontrol hos Dyreværnets dyrlæge. Nogle af dem er meget underernærede og trænger i den grad til menneskelig omsorg. De er ni uger gamle og ægte gadekryds. Labrador-, dobermann- og golden retriever-blandinger – alle med forskellige personligheder.




