Allerede søndag har sneplovene været ude på vejene i Nordjylland, og i starten af næste uge vil lave temperaturer føre til mere sne.

Det oplyser DMI til BT.

»Vi har være ude at køre med sneploven i Nordjylland, hvor der søndag er faldet omkring en centimeter sne,« siger vagthavene Trine Pedersen.

Også i Karup, Randers og på Rømø meldes der om sne og slud.

I nat vil temperaturerne så falde til frysepunktet, og det kan betyde snebyger flere steder i landet.

»Kulden trænger længere ned i landet i nattens løb, og der kan godt falde sne i bygeform i den østlige del af Jylland.«

Også i området omkring Thy og på Sjællands nordkyst ved Kalundborg kan der falde sne i nat. DMI advarer også om isglatte veje, hvor der er faldet regn.

Både tirsdag og onsdag kan der også komme snebyger i de fleste dele af danmark, da temperaturen vil ligge omkring frysepunktet, men fra torsdag stiger temperaturen igen, så her vil vinteren allerede været afblæst for denne gang.

Det har også stormet søndag. I det nordlige Jylland har der været vindstød af stormstyrke, så nordjyderne har både oplevet kraftig vind og sne. Det er løjet af nu.

Sneen er da også smeltet igen og er forvandlet til slud.

På de sociale medier er nordjyderne allerede begyndt at dele billeder af vinterens første sne. Har du lyst til at dele dine vinterbilleder med BTs læsere, skal du være velkommen til at sende det til1929@bt.dk.