Natten til mandag blev dele af Danmark (igen) ramt af et skybrud.

DMI havde varslet det på forhånd, og mange steder slap man da også ganske nådigt for skybruddet, men særligt på Sjælland faldt der massive regnmængder på ganske kort tid, fortæller Mette Wagner, vagthavende meteorolog hos DMI.

»Det gik vildt for sig ved Ordrup i Nordsjælland, hvor vi omkring midnat nåede at få 38 millimeter regn, og i Roskilde faldt der 28 millimeter mellem midnat og klokken 02.«

Hertil kunne beboerne i Brandelev på Sydsjælland også blot se til, da der på ganske kort tid faldt 15 millimeter regn.

Og selv om vi efterhånden har haft mange dage med regn og blæst, så er der altså ikke noget, der tyder på, at det bliver bedre, fortæller Mette Wagner.

»I dag kan det meste af landet se frem til byger og en lille smule sol. I Nordjylland vil der være en del byger, og de kommer ind over resten af landet i løbet af eftermiddagstimerne. På Bornholm kan de dog se frem til lidt mere sol i løbet af dagen.«

Og sådan fortsætter vejret resten af ugen.

»Det vil være ustabilt med byger og lidt køligere lufte frem til weekenden, hvor det vil være lidt mere stabilt. Søndag kan vi få op mod 25 grader, men prognoserne er stadig meget usikre,« fortæller hun.