Hvis du elsker solen og hader regn og rusk, kan du godt begynde at glæde dig. Fra næste uge og frem til og med den første uge i oktober kommer solen til at skinne mere over Danmark.
Dermed kan vi glæde os over, at solens stråler kommer til at afløse det ustadige efterårsvejr. På trods af det vekslende vejr i denne uge, så ligger temperaturen lidt over det normale for tiden. Det bliver der ændret lidt på, når solen kommer igen fra næste uge.
»Vejret bliver overvejende ret tørt og solrigt, men da luften kommer til os fra nordlige og østlige retninger, er den ikke specielt varm,« siger Tim Petersson, der er meteorolog hos DMI.
Det er dog primært nattetemperaturen, der falder i de kommende uger. Meteorologen fortæller, at solens varme stråler formentlig vil få temperaturen om dagen til at komme op over 15 grader. Det svarer til den normale temperatur for denne periode af året.
Det solrige vejr ser ud til at fortsætte indtil starten af oktober. Dermed forventer DMI, at vi får lidt mindre nedbør end normalt, så du kan forhåbentlig gemme regntøjet og gummistøvler lidt af vejen.
På trods af de faldende nattetemperaturer regner DMI ikke med, at der kommer udbredt nattefrost. Der kan dog komme rimfrost på græsset på udsatte steder i slutningen af september og starten af oktober, ifølge DMI.
Men alt i alt ser det altså ud til, at solen kommer til at skinne og skubbe det ustabile efterårsvejr væk fra Danmark for en stund. Så nyd de kommende uger.