Har du billeder eller video af vejret? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Fra torsdag aften og til fredag morgen kommer det for alvor til at blive køligt herhjemme. Hele landet kommer til at få minusgrader. Og enkelte steder kan man opleve temperaturer helt ned til tocifrede minusgrader.

Hvis du skal udenfor torsdag aften, natten til fredag eller fredag morgen, så skal det være de ekstra varme vanter, den store vinterjakke og de bedste vintersko, du skal have på.

For det bliver koldt. Rigtig koldt. Og flere steder måske lige en tand til. Det fortæller den vagthavende ved DMI til BT.

»I nat bliver det mellem tre-otte minusgrader over hele landet. Men hvis man ser på de indre dele af Jylland - så snart man kommer væk fra kysten - så kan det blive helt ned til minus ti grader,« siger den vagthavende ved DMI Anja Bodholdt.

»Der, hvor det nok bliver koldest, er på Sjælland. Så snart man kommer ind i landet, kan det blive rigtig koldt. Og længere inde i landet kan det blive helt ned til mellem minus ti og minus 13 grader. Sådan en kulde ser vi ikke så ofte, så det er sjældent, det bliver så koldt,« uddyber vagtchefen.

Det ekstra kolde vejr, som netop rammer landet torsdag og fredag, stammer fra den samme front, som den forhøjede vandstand, vi har set de seneste dage. Fronten kommer fra nord, og det er årsagen til, at vi nu får en seriøs omgang kulde.

Der er dog også andre faktorer, der bidrager til, at det bliver ekstra koldt i nat.

»Der er stort set ingen skyer natten til fredag, og så er der heller ikke ret meget vind, og det betyder, at den lidt varme, der er, kan forsvinde. Til gengæld betyder det også, at der ikke er så meget windchill, så det bliver ikke ekstra koldt i vinden,« siger den vagthavende, der har et par gode råd, hvis man skal ud i det kolde vejr.

»Man skal klæde sig godt på og nok ikke opholde sig alt for længe udenfor. Og hvis man skal ud for at drikke alkohol, så skal man nok ikke lægge sig på en bænk og sove i en halv time,« siger Anja Bodholdt.

Følg vejret time for time her på BT Vejret.