Følg vejret time for time her på BT Vejret.

Får vi hvid jul i år eller ej? Det afhænger i høj grad af, hvilke meteorologer man spørger. Hos TV2 Vejret er man optimistisk over for snefald den 24. december, men hos DMI er udmeldingen i den helt modsatte grøft.

Sneglade danskere kan så småt begynde at overveje, om ikke kælken skal findes frem fra gemmerne, så den er klar til sjov og leg den 24. december. Der er nemlig mulighed for, at vi i år får hvid jul, hvis man altså skal tro TV2s sneprognoser.

Således kan man i en artikel på tv2.dk læse følgende: 'De seneste prognoser har taget en koldere drejning, der nu øger chancen for julesne - og muligheden for hvid jul.'

Så langt så godt...

Medmindre man også rådfører sig hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). Her har piben nemlig en helt anden lyd angående mulighederne for sne juleaften. I deres seneste månedsprognose skriver DMI, at: 'Vi kan med stor sandsynlighed regne med en mild jul'. Ifølge vagthavende meterolog ved DMI Mogens Rønnebæk, skal man derfor heller ikke regne med julesne i år.

»Ud fra vores prognose tyder intet på, at vi kommer til at opleve hvid jul. Hvis man vil have sne juleaften, bør man nok overveje at rejse til Grønland,« lyder meldingen fra Mogens Rønnebæk til BT.

For at der kan sættes flueben ud for en landsdækkende hvid jul kræves det, at der skal ligge minimum 0,5 centimeter sne i 90 procent af landet. Sidste gang, at det var tilfældet herhjemme, var helt tilbage i 2010.

På TV2s årligt tilbagevendene 'HvidJulsBarometer' vurderes det i øjeblikket, at sandsynligheden for landsdækkende hvid jul ligger på 15 procent.

Følg vejret time for time her på BT Vejret.