For første gang siden begyndelsen af juni kan vi onsdag få en decideret sommerdag, da det ser ud til, at temperaturen kan snige sig op på 25 grader.

Men selvom temperaturen indikerer badetøj, solbriller og shorts, betyder det ikke nødvendigvis, at vi får frit udsyn til solen hele dagen.

Det fortæller vagthavende meteorolog Jesper Eriksen fra DMI.

»Vi er heldige her i København, der er et af de eneste steder sammen med Bornholm, der er skyfrit lige nu. Men der er skyer på vej fra sydvest mod hovedstadsområdet,« siger han.

Et område med regn og byger bevæger sig ind over landet i dagens løb. Særligt i de vestlige egne kan man blive ramt af regnen.

»Bornholm får lov til at beholde solskinsvejret hele dagen, men ellers sker der en overgang med skyer og byger flere steder i landet. Primært vest for Storebælt,« siger han.

De får op mod 25 grader

Skyerne kommer dog ikke til at ligge over landet hele onsdagen.

»Ud på eftermiddagen klarer det igen op fra sydvest. Der kan dog i aften måske være lokale byger tæt på den østligste del af Sjælland. Men dagen slutter pænt over hele landet,« siger Jesper Eriksen.

Landet over vil temperaturen ende et sted mellem 18 og 23 grader. Men mod sydøst kan termometeret vise helt op mod 25 grader.

»Men det bliver meget lokalt,« siger den vagthavende meteorolog.

Lummervarm torsdag

Torsdag bliver det mere lummervarmt, og i løbet af dagen forventer DMI, at der kommer et område med regn- og tordenbyger ind over landet fra sydvest.

»Det når nok øst for Storebælt ud på eftermiddagen,« siger Jesper Eriksen og forklarer, at de varme temperaturer i disse dage skyldes lun luft, der strømmer op over landet fra Centraleuropa, hvor de har haft det bagende varmt.

»Så prøver kulden at komme tilbage i weekenden, og det kan gøre, at der kommer noget tordenluft,« slutter han.