Har du billedet af det vilde vejr? Eller skal du i Parken og se Coldplay? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os jer på Facebook.

Tirsdag aften spiller et af verdens absolut største bands i Parken, når britiske Coldplay gæster Danmark. Det betyder, at titusindvis af glade koncertgængere skal ind og danse til kæmpehits som 'Paradise', 'Yellow' og 'A Sky Full of Stars'. Men selvom det lyder godt, så skal man huske regnjakken - der er nemlig risiko for skybrud.

Regnjakke og gummistøvler. Det lyder til at blive essentielle dele af oplevelsen, hvis du skal til og fra Parken og opleve Coldplay tirsdag aften.

For ifølge DMI så vil regnen falde massivt i timerne op til koncerten - og fortsætte mens Coldplay spiller.

»Jeg vil nok mene, det er en rigtig god idé at tage sin regnjakke med til Parken. For det bliver ikke tørvejr,« siger vagthavende ved DMI Frank Nielsen til BT.

Heldigvis har koncertarrangørerne tirsdag aften taget en beslutning om, at koncerten spilles med tag over. Det betyder ringere udsyn for nogle af gæsterne i Parken, på grund af nogle store stolper, der skal støtte taget. Men for resten betyder det, at koncerten kan nydes i tørvejr.

Coldplay ventes at gå på scenen i Parken omkring klokken 21.30, mens supportnavnet ventes på scenen 19.30.

»Frem til klokken 20.00 kan vi få skybrud over Østerbro og Parken. Derefter stilner det lidt mere af, men vil stadig regne. Det er ikke sikkert, det bliver til skybrud, da bygerne bevæger sig så hurtigt, at det ikke er sikkert, vi kan nå op på de her 15 mm på 30 minutter, som er definitionen af et skybrud. Men der kommer til at falde meget vand,« siger Frank Nielsen.

Coldplay spiller ikke kun tirsdag aften i Parken, men også onsdag aften. Og de koncertgængere kan se frem til noget bedre vejr.

»I morgen vil der være tørvejr - måske lidt friskt - over Østerbro og Parken. Og med lidt held kan det være, at det klarer op, og man kan se lidt af Solen,« siger Frank Nielsen.

Det er dog langt fra kun København og Parken, som kommer til at få en masse vand det næste døgns tid. Også resten af landet får den våde fornøjelse af regnbyger.

Det kan du læse mere om her.

Og så kan du se DMIs kort over Danmark, hvor det er helt tydeligt, at der ikke er mange steder, som går tørskoet gennem det næste døgn.