Hvis du havde håbet på sne, kulde og hyggelig vinterstemning her i vinterferien, bliver du slemt skuffet. Dette års vinterferie står i efterårets tegn med mildt og blæsende vejr. Det fortæller vagtchef i DMI, Klaus Larsen.

- Vi kommer til at opleve en meget mild uge med temperaturer mellem fem og otte grader. Så der er ingen muligheder for sne, siger Klaus Larsen.

Det milde vejr betyder dog ikke, at man kan nyde varmen udenfor.

- Vi vil opleve mange perioder med regn, og det kan til tider blæse temmelig kraftigt. Solen er desværre ikke stærk nok endnu til at varme os, siger Klaus Larsen.

Synderen i efterårsvejret finder vi hos den sydvestenvind, som vi får lige nu. Modsat sidste år, hvor vi fik kold luft fra Sibirien i øst, kommer vinden i år ude fra Atlanterhavet, og giver os det her milde vejr.

Fremtiden ser heller ikke lys ud for vinterelskerne.

- Det næste lange stykke tid vil det milde vejr hænge over os, så det ser ikke foreløbig ud til at vi får sne og frost, siger Klaus Larsen.