- Det starter allerede i nat på Bornholm og på Lolland-Falster, og så breder den sig længere mod nord. Vi har snestormsvarsel ude for hele Sjælland, Bornholm, Lolland-Falster og Fyn tirsdag, siger Henning Gisselø.

Snestormen vil for alvor få fat i morgentimerne tirsdag. DMI forventer, at der vil falde op mod 20 centimeter sne. De store snemængder kombineret med blæst og hårde vinde op mod kulingstyrke forventes at skabe store trafikale problemer i de berørte områder.

Det kommer også til at sne og blæse flere steder i Jylland, men snevejret vil her ikke blive så voldsomt, at DMI varsler snestorm.

TV2 Vejret oplyser, at snestormen forventes at stilne af i løbet af tirsdag aften. Dog kan snevejret fortsætte flere steder i landet om onsdagen - særligt i Nordjylland forventes der problemer med snefygning.