- der er dog skår i sommerglæden

Danskere, der endnu ikke har fået sommerferie eller er rejst til udlandet, kan se frem til en lækker weekend med sol og varmegrader. Vagthavende hos DMI, Jørn Thomsen, forklarer, at det gode vejr allerede kommer fredag.

- Det bliver varmere, end vi er vant til. Fredag ser ud til at blive en rigtig varm dag - måske med lidt skyer i starten - men med en del solskin og omkring 25 grader. Så det bliver en sommerdag, siger Jørn Thomsen fra DMI. 

Men også lørdag og søndag er det vejret til at en tur på stranden eller til at nyde aftensmaden på terrassen. 

- Det bliver også godt vejr i weekenden, men det bliver ikke helt stabilt. Det bliver omkring 25 grader - nogle steder lidt højere og andre steder lidt lavere. Nogle steder kan det måske blive op til 27-28 grader, men de fleste vil ligge omkring 25 grader. Så det bliver en rigtig dansk sommerdag, forklarer Jørn Thomsen. 

Selvom det bliver varmt og med solskin i weekenden, er der desværre også skår i sommerglæden.

- Der kommer til at være en del skyer lørdag og søndag. Det bliver ikke solskin fra morgen til aften, og der kommer også til at være nogle regn- og tordenbyger ind imellem. Men det er ikke til at sige, hvor de rammer endnu, siger han.