Søndag har der været god grund til at spise is og lufte shorts og sommerkjoler. For første gang i år er der nemlig blevet målt 25 grader flere steder i landet.

Det oplyser DMI søndag eftermiddag.

- Den varmeste temperatur blev målt i Vestervig i Thy, hvor den kom op på 25,8 grader, siger Dan Nilsvall, vagtchef hos DMI.

Også i Nordsjælland omkring Gørløse og Værløse har man kunnet se termometeret vise 25 grader.

Temperaturerne ser ikke ud til at dale lige foreløbig. Hele den kommende uge vil ifølge Dan Nilsvall være lige i øjet for solhungrende danskere.

- I ugen som kommer, er der ikke de store ændringer i temperaturerne. Dagtemperaturerne vil være på mellem 20 og 25 grader, siger vagtchefen.

Men så vil vejret begynde at vende drastisk, og det sker så småt fredag, hvor temperaturen falde til omkring 20 grader, men i weekenden bliver vejret igen ustadigt og overskyet, og temperaturen vil falde yderligere.

»Faktisk kommer vi tæt på frysepunktet natten til mandag, hvor nattetemperaturen kan komme helt ned på 2 grader,« siger meterologen.

Det er et lavtryk, der vil blive parkeret over Danmark, og som kun meget langsomt vil bevæge sig østpå, der vil medføre de lavere temperaturer. Her vil det blive overskyet og køligt.

Det er helt typisk, at vejret i maj er meget ustadigt og vender fra varme til kulde og tilbage igen, men i år har varmen dog ladet vente noget på sig ifølge vagtchefen.

»Rekorden i en majmåned er fra 1892, hvor vi kom op på 32,8 graderi Herning 17. maj. Det sker indimellem, men det har været et meget køligt forår, og vi har haft brug for noget varme.«

Også lørdag var en rigtig sommerdag, hvor der ifølge DMI flere steder i landet var 24 grader varmt.