»Van(d)vittigt,« får man lyst til at udbryde, når DMI endnu engang melder om regn, regn, og atter regn.

Ikke desto mindre er det tilfældet for vejrudsigten resten af torsdagen. Allerede fra morgenstunden udsendte DMI varsel om voldsomt vejr over både Fyn og Sjælland, og umiddelbart efter begyndte de første regndråber at falde over den sydvestlige del af landet.

Siden har det regnet mere eller mindre uafbrudt flere steder.

»Og det vil i store træk fortsætte med mere nedbør resten af dagen,« lyder det fra vagthavende meteorolog, Klaus Larsen, inden han fortsætter:

»I de sydlige og østlige egne vil der også være risiko for skybrud og torden. Det er svært at sige lige nu, hvor meget regn der ender med at falde, men dele af af landet vil opleve regn resten af dagen.«

Og hvis minderne om solrigt vejr i Danmark så småt er gået hen og blevet tågede, og du er træt af, at det fortsat hagler ned med dårlige vejrprognoser, så gør du måske klogt i allerede nu at storme afsted mod varmere himmelstrøg.

For skal man tro DMI, så skal vi altså ikke regne med, at vejret bliver meget bedre i august.

»Der er altså ikke noget, der tyder på, at det vil ændre sig. I august får vi en måned med meget mere af det samme,« lød den nedslående besked fra meteorolog ved DMI Klaus Larsen tidligere på ugen.

»Der kommer lange regnvejrsdage, men også dage med solskin og hurtige byger. Vi får lidt af det hele, ligesom vi gjorde i juli. Temperaturerne vil ligge på de 20 til allerhøjst 25 grader.«